Jonathans 5. tand er dukket op i overmunden. Der ligger tre andre perler og venter.. og banker mod tandkødet.
Og nu har Jonathan feber. 39,5 er det blevet til her i aften.
Klokken 17 var han trist – og småirritabel,- og far satte sig med ham. Han faldt hurtigt til ro i fars armen – og ville faktisk ikke rigtig andet end at ligge her.
Timen efter tog jeg over – og fik mig en halv skraber med en træt Jonathan på maven.
Jeg kunne godt mærke, at det puslede i nakken. AT der var een i familien, der ikke følte, hun gjorde hvad hun gerne ville.. og tilsidst fik jeg spurgt min datter, om hun gerne ville have ham lidt.
At se blikket i hendes øjne sagde det hele. Hun satte sig i sofaen og fik sin varme bror over sig. Jonathan blev forsigtigt aet på kinden – og på maven, mens han lå her på storesøsters mave og småsov. Og storesøster sad og nød at det var hendes lillebror – og at der var brug for netop hende. Der var ingen tvivl om, at Jonathan var helt tryg – og helt tilpas i min datters arme – og der var heller ingen tvivl om, at min datter også fornemmede hans ro og tryghed.
Det er så hjertet føles lettere, når man i den grad oplever at eens datter har så varme, barmhjertige og omsorgsfulde følelser for den lillebror – der ellers godt kan få et verbalt fur, hvis han tillader sig formeget på hendes værelse.