Datteren sidder klinet til fjernsynet. Det er næsten som om hun er sunket ned i puderne og er blevet eet med møblerne. Øjnene bevæger sig dårligt – og man skal spørge 8 gange – før hun svarer på noget som helst. Fjernsynet har en psykadelisk effekt.. Hun sidder som i trance. "Skal du med ud at gå?" … Intet svar. "Vil du med ud og gå en tur?" "Hva?" … Tålmodighed er en dyd, når man har en 8-årig i huset "Vil du med os andre ud og gå en tur" … "Åh… nej… Jeg GIDER ikke".
Far og mor kigger på hinanden. Det bliver en lang tur med sådan en sur datter, ved vores side, men vi er helt enige om, at fjernsynet skal slukkes og datteren skal med ud.
"Tøj på NU" siger far… "Øv.. jeg gider ikke" brokker hun – hele vejen ud i garderoben – og mens hun tager tøj på – dovent og ugident.
Og så er det man ikke lige helt kan finde ud af hvem det er man har fået med, når det 8-årige barn man har med, danser ved siden af klapvognen.. Griner og fortæller vitser "Skal jeg fortælle en vits?""Sandvits" Den er MEGET sjov meget længe, når man er 8. 🙂 Hele vejen. 9 kms vandretur langs søer og i skoven… og barnet var ikke surt eller muggent 2 sekundter.. Hele vejen kildede hun far – og kørte klapvognen. Brændestabler blev forceret "Se hvad jeg kan mor" råbte hun fra den højeste stabel.. og moren gøs og frydede sig på samme tid. Hun lavede ansigter til Jonathan – så han grinede så hjerteligt at forældrenes hjerter smeltede… Og ikke een gang brokkede hun sig over kulden, der alligevel bed – eller den lange tur, der gjorde godt i benene…
Og så kom vi ind af døren igen … hvorefter hun sætter sig foran fjernsynet.
Der er noget jeg ikke forstår 🙂