Min søn har lært en ny diciplin.. At blæse snotbobler med næsen.. samtidigt med at han har et lille springvand kørende fra øjnene. Den lille stakkels dreng. Han er SÅ forkølet.
Det gode er, at man kan se udviklingen fra minut til minut, fra time til time. Det dårlige er så, at den udvikling i øjeblikket går NEDad … Vi er endnu ikke kommet til vendepunktet, hvor det bliver bedre igen.
Og Jonathan aner simpelhen ikke, hvad han skal gøre. Når han spiser, er han ved at drukne i mælken, samtidigt med, at han ikke kan få luft i næsen, fordi den er totalstoppet. Heldigvis for saltvandspipler. Han hader dem, lige når vi bruger dem (hvem ville ikke det med en næse fyldt af snask – og en mor, der insisterer på at komme endnu mere snask derop), men der går kun et øjeblik,- så kan han få luft – og så er mor tilgivet.
Vi fandt på lidt lettelse til Jonathan.. Når Jonahtan sad på fars nakke (og mor holdte ham bagved) så kunne Jonathan støtte sit hoved og sine arme omkring fars hoved. Det var ret tydeligt, at den måde at ligge/sidde på gjorde godt.. Med 3 minutter efter denne opdagelse – opdagede vi noget andet… en lang, hvid stribe, der langsomt arbejdede sig fra Jonathans mund og ned i fars øre. Da jeg så fjerner Jonathan, for at rense henholdsvis far og Jonathan, slår Jonathan en kadyl prut.. Længe leve kropsvæsker.. Når man sådan er fornølet, kan man blive helt overrasket over, hvor mange FORSKELLIGE slags kropsvæsker der trods alt findes.