Tænk, at der er gået fire måneder fra Jonathan blev født! I dag kan jeg slet ikke forestille mig et liv uden ham. Intet er mere naturligt, end at vores familie har 2 børn – en stor og dejlig pige og en lille grinebidder af en dreng.
Tiden forsvinder bare uden rigtigt at efterlade sig noget spor. Barslen forsvinder bare dag for dag. Jeg er så glad for, at jeg har helt til næste sommer med,- for jeg føler virkelig at den smutter mellem fingrene på mig.
Verden bliver nemmere og nemmere dag for dag. Det er ikke mere end 1½ måned siden, at kæresten "ihvertfald ikke skulle have flere" fordi Jonathan kunne skrige ret meget.. I dag er han blevet mere lun på ideen igen – for idag har han en søn, der vækker ham om morgenen med en "sang fra de varme lande" – og et kæmpe smil.
Det tager tid at komme hele vejen rundt – at finde ud af alt det nye og etablerer alle rammerne på ny, så alle er så tilfredse, som de kan være. I fredags havde vi en rigtig god familiesnak – min datter, kæresten og jeg.. Ja, Jonathan snakkede også med, men det var vist mest for hyggens skyld. Vi talte om, hvordan vi hver især syntes det gik. (Snakken havde den bagtanke, at mor og far gerne lige ville være sikker på, at vores datter nu også var ok…) og hvad vi hver især kunne gøre bedre.
Far skal arbejde på ikke at lyde som om han skælder ud.. Mor skulle blive bedre til at være sammen med vores datter, når Jonathan giver mig lov – og vores datter lovede, at hun ville være i køkkenet, når vi laver mad eller i det hele taget være sammen med os, selvom vi laver noget, hun ikke lige gider lave selv – bare sådan for hyggens skyld.
Vores lille familiemøde gjorde også, at jeg indså, at der egentligt ikke er de store problemer. Vi har det ok alle sammen – og vores datter er ikke blevet "forsømt" fordi der pludselige er en lille ny.. Men man kan altid forbedre tingene – og det er godt indimellem at se sig selv med andres øjne.
Snakken gjorde, at weekenden har været en drøm – for datter har vitterligt være med i køkkenet, hvilket har gjort, at vi har fået snakket rigtig meget om alt det, der rører hende og mor og datter har fået grinet igennem. Far har været meget bedre til lige at tænke over tonelejet, når han siger noget,- og jeg har bare nydt min datter. Og indimellem har vi alle nydt godt at vores storchamøre, der har siddet og smilt og grinet til os alle sammen.
Hvor er livet dog herligt.
Det er underligt at forestille sig, at om 4 måneder har vi en søn, der sidder op – og måske ligefrem gerne vil kravle.. Det kan jeg slet ikke forholde mig til.