Min datter er startet til ridning.. og når hun går til ridning, skal hun have en "trækker" med her det første ½ år eller sådan. Den trækker vil jeg vildt gerne være – for er der noget bedre end at eens barn nyder livet – samtidigt med at man selv får en skovlfuld gratis motion og luft? Men men men..
Jeg har jo altså også Jonathan. Og det er simpelhen for risikabelt at bære rundt på ham OG holde seletøjet på hesten. Tænk, hvis der kommer en rod i vejen, når jeg løber .. eller tænk hvis ponyen (som det jo trods alt reelt er) bliver besværlig..
Men det føles helt underligt det med, at man på den ene side har AL den tid i verden, man har brug for og lyst til – men på den anden side er der stærke begrænsninger på, hvad man kan gøre med den.
Min bror tog med første gang – og løb med ponyen, mens jeg ammede Jonathan (varmen var så massiv, at det faktisk var det eneste han "kunne klare" .. Jeg KAN ikke få ham til at tage kogt vand i de mængder, der er behov for, hvis han ikke skal amme sig fra tøsten) – og min bror synes vist det var meget morsomt. Min kæreste tager med næste gang – og farmor vil ufattelig gerne med også – så i det lange løb ser det ud til, at det, at jeg mangler en hånd, for at kunne alt, hvad jeg gerne vil – ender med at gøre vores torsdage hæsligt hyggelige med en masse forskellige, der tager med på rideskolen.