Jeg har jordens sødeste læge. Hvis jeg ikke har sagt det før, så siger jeg det gerne igen. Men det handler vel i bund og grund mere om hvad man er til personligt.
Før jeg blev gravid med Jonathan, var jeg nede hos ham for at få en henvisning til en gynækolog, så vi kunne komme igang med barnløshedsbehandlingen. Det sidste min læge sagde til mig, da jeg gik ud af døren var: "Bare rolig,- alle mine patienter er det lykkes for på et eller andet tidspunkt.. Det skulle undre mig, om du bliver den første det ikke lykkes for" Jeg kan ikke forklare, hvorfor det var rart, at han sagde det – det må være noget med autoritet. Men jeg troede på det.. Jeg håbede.. og han fik jo ret 🙂
Min læge er helt nede på jorden. Da jeg var dernede til 5-ugers undersøgelsen, vidste det sig, at det der var ferielukket, når jeg skulle undersøges gynækologisk ved 8 uger,- så den skød vi til 12. uge. (altså igår) og når vi så alligevel var så tæt på de 3 måneder med Jonathan, så kunne han lige så godt lige få sit skud.
Heldigvis har de sygeplejeske tilknyttet klinikken – så det er ikke lægen, der vaccinerer. Lige nu er det ligegyldigt, fordi han endnu er så lille,- men når han bliver størrer, er det godt, at han ikke er bange for lægen – ham skal han jo besøge nogle gange alligevel.
Jonathan sov, da jeg tog ham på armen – og knappede op. Stikket sad lige over ballen og ud over et meget bestemt og vredt hyl, sagde han ikke noget til det. Og hylet var utrolig kort.. Han skulle vist bare lige op og markere 🙂 Der gik kun 10 sek. så sov han på min arm igen.
Nu gå vi og venter på at se, hvordan Jonathan reagerer på sprøjten,- for min datter reagerede meget, meget voldsomt – så voldsomt, at vi opgav tredie di-tri-pol i samråd med lægen. Indtil videre ser alt nu ganske fredeligt ud for Jonathan.