Zoneterapeutens magiske fingre giver nu pote. Jonathan har ikke længere ondt i maven. 2 behandlinger var nok – alligevel tager vi lige en ekstra behandling eller 2. (Vi skal afsted imorgen) Kolikken har bare af at blive væk 🙂
Det er en meget stor gave at få et barn, der ikke længere har ondt. Forskellen er så massiv og utrolig. Jonahtan har hele tiden smilet – men nu smiler han hele dagen.. og meget mere end før. Nu kan man også kilde et smil ud af ham kl. 20:00.
Nu kan han ligge på gulvet og kigge på sit legetøj – han skal ikke partout op i armene, når han er vågen. Han har mere mod på at opleve.. Hans tålmodighed er længere.
Nu skal vi bare have vænnet ham af med de sidste "bivirkninger" af kolikken. For det første synes Jonathan at klokken 3 om natten er et vanvittig dejligt tidspunkt at være vågen på – og hvis man kan sludre lidt med mor og far til klokken er 5 – så er det da helt vildt fedt.
For det andet kunne jeg godt tænke mig at få lært ham at bruge narresut. Indtil videre er det KUN mors babs, der kan trøste – hvilket medfører, at jeg føler, jeg vandre rundt herhjemme som et evigt suttetræ.