.. som i et stort og uoverskueligt patchworktæppe – fuld af farver og mønstre. Og alligevel danner det en forståelig helhed.. En skønhed i sig selv.
Kirsten_t76 skrev forleden til mig, at hun synes, vi må have et stærkt forhold – kæresten og jeg. Den har så gået og runget i min hjerne et par dage… ligesom jeg har talt med ham om det. Vi har fået det af vide før, men det er jo ikke sådan vi ser vores forhold.
Vi ser jo hele tiden noget, vi enten skal igennem sammen – eller noget vi – i forhold til hinanden – skal have ordnet. For livet er jo en lang rejse. Rejsen sammen stopper aldrig!
Da vi fandt hinanden – for ret nøjagtigt 10 år siden IDAG (altså det første kys) så fremtiden slet, slet, slet ikke ud, som den idag har formet sig.
Hvordan skulle vi dengang vide, at jeg 1 år efter fik tilbudt jobbet, der ikke bare var drømmen,- men var ufattelig.. Hvordan skulle vi vide, at det barn, vi ret hurtigt begyndte på at skabe, ikke ville komme? Eller hvad med at kæresten kom op og toppes med sin arbejdsgiver – og gik fra sit velbetalte 8-16 job, hvor han var "eksperten", til at bukke plader på aftenvagt. Eller da min kæreste første gang hilste på min fars familie – til min farfars begravelse?
Livet former sig hen af vejen. Nogen af bumpene er små og forudsigelige. Andre er huller i vejen, man ikke så.. men som pludseligt åbnede sig. Spørgsmålet er så, om man opdager hullerne i tide – og om man får sprunget sammen. Det er tilfældighederne, der bestemmer.
For 5 år siden flyttede min kæreste. Vi var kommet for langt fra hinanden – og selvom det var tydeligt, at vi begge gerne ville tilbage,- så formåede vi det ikke. Vi forsvandt længere og længere væk fra hinanden. Da der kun var en enkel tråd tilbage at sy på, valgte vi begge – i ren desperation – at finde tilbage til det vi kendte – at arbejde,- ja KNOLKE for at få tingene til at fungere. Bruddet og det, at vi igen valgte hinanden er en vigtig del af vores historie. Vores forhold er ikke usårligt. Det kan ske igen, hvis vi ikke hele tiden husker på, hvorfor vi er sammen.
Jeg kan slet ikke forestille mig tæppet se anderledes ud – og måske er det humlen i det hele.. At når først tingene ER gennemlevet, så var det jo præcis sådan de skulle se ud. Sådan ved jeg også, det vil ende med at være, når vi har gennemlevet alt dette (med vores datters betændelse og min graviditet)
Idag – på 10 årsdagen for vores første kys, vil jeg brede tæppet ud for min elskede.. Sammen skal vi sidde på det og se på dets mønstre og former – finde nuancer og tråde, vi troede vi havde glemt – og så ellers sy videre på det.