Den, for hvem denne baby betyder mest, er klart min datter. Jeg havde forventet, at nyhedens interesse ville være slidt op nu,- men det er den nu tværdimod. Hun taler mere og mere om det.
Til scanningen mente hun bestemt at hun kunne se, at det blev en lillebror. Da vi spurgte hvordan hun kunne se det, var det p.g.a. håret. (Jeg ved ikke helt om hun mente frisuren, for jeg skulle sådan tage mig sammen for ikke at komme til at fnise)
I morges, da hun vågnede startede hun med at sige: "Mor, hvis Bible ikke vil have det, så er det ok, at du ikke bærer mig ned fra sengen!" Det har ellers været hendes og mit lille ritual, der starter morgen godt at. Jeg kom sådan til at smile, for der går vitterligt ikke ret lang tid, for det løft er en saga blot.
Da jeg forlod hende, havde hun fundet min bog "De 9 måneder" som jeg skriver i. (Jeg skrev også til hende i tidernes morgen – men det ved hun ikke endnu) Hun sad og stavede sig lidt igennem, hvorefter jeg forbarmede mig, og læste lidt af det, jeg har skrevet, op for hende.
"Mor, skal en storesøster egenligt ikke også skrive i sådan en bog?" Og jo, naturligvis skal en storesøster, der er 7 år gammel også skrive et par ord til den søster eller bror, der endnu ikke er kommet, skrive.
"Det er altså underligt mor, men jeg elsker allerede Bible" var det sidste hun sagde, inden jeg gik.
Behøver jeg at skrive, at det er hende, der har fundet på, at den skulle hedde Bible?