Dattertid – og moder-grin

Hvornår må en datter græmme sig? Jeg ved det godt – for jeg så Juno med min datter idag – og helt ærligt: Jeg havde haft forståelse for, hvis hun var gået sin vej. Men jeg KUNNE ikke lade være.. Og inderst inde – tror jeg nok – hun fandt sin mor ganske underholdende.

 Juno er en dejlig film om denne spillevende pige på 16 år, der finder ud af, at hun er blevet gravid – og bestemmer sig for, at hun vil bortadopterer barnet. Sproget er fantastisk levende og lækkert – og filmen er både til eftertanke – men bestemt også til gode grin undervejs.

Og se – nu er vi der… Det der med “grin”.

Der var flere steder undervejs, jeg fik grinet – men helt galt gik det, da to farveprøver på en væg blev præsenteret for den stakkels kommende fader. Den kommende adoptivmor ville male værelset i en gul “nuance” så hun havde malet to farveprøver på væggen. “Skal det være Creme eller Cheesecake” sagde hun og hentydede til de to TOTALT ENS nuancer af gul på væggen.

Undskyld… Jeg KUNNE ikke lade være. Jeg var FLAD af grin. Jeg HULKEDE af grin – og det blev ikke bedre, da kvinden sagde “det skal være kønsneutralt” – hvorefter den kommende fader sagde “Kønsneutralt?? Hvor mange drenge kan lide GULT??”

Jeg HULKEDE af grin. Jeg grinede, så det gjorde ondt i min mave – og rundt regnet 30 sekunder inde i mit grin, gik det op for mig, at hele 8. række grinede med. Ikke af den gule nuance – men af hende kvinden der på 5. række desperat forsøgte at stoppe det grin, der bare ikke ville dø. Og viden om, at hele 8. række sad og grinede af MIG, fik mig til at falde klynkende sammen på sædet af grin.. Mens min datter lident diskret knaldede sin albue ind i min side – som sad min “off” knap der.

Det hjalp ikke!

Jeg tror først min datters flovhed over sin mor, gik op for mig for alvor, da 8. række gik forbi os, da filmen var slut – og en ung knøs henvendte sig direkte til mig og sagde “Tak for den ekstra underholdning. Du gjorde filmen endnu bedre”. Hvorefter jeg IGEN knækkede fuldkommen og ALDELES sammen af grin – vel vidende at min datters ansigt nu kunne ses, da lyset var blevet tændt – og at hendes ansigt nu havde fået en – ikke gul – men kobberrød nuance.

“Altså MOR – der sad en pige fra min parallelkasse!!” sagde hun meget anklagende, mens jeg sammenbøjet af grin, forlod biografen sammen med hende.

SÅ flov har hun alligevel ikke være – for vi var kun lige kommet rundt om hjørnet før pigebarnet begyndte at citerer filmen: “Skulle det være Creme eller Cheesecake” og så kunne jeg ellers rulle mig af grin resten af vejen hjem.

Juno er iøvrigt KLART anbefalelsesværdig!