“Jeg har slået mig” siger Jonathan og klynker lidt. Mens far trøster og puster på den ømme tå, alt hvad han har lært, sidder jeg og smiler lidt. For det er første gang, jeg har hørt, at Jonathan siger “mig”. Normalt siger Jonathan “Jeg har slået sig”.
På den ene side er det dejligt, at knægten kommer lidt videre med det sproglige. Han har taget et tigerspring indenfor de sidste par dage. Der er kommer mange flere ord – og langt længere sætninger. Og så er han begyndt at fortælle os ting, vi reelt ikke havde spurgt om – hvilket er skønt.
Alligevel er der også et lille bitte stik af smerte – for lige så vidunderligt det er, at han kommer videre – lige så meget føles det helt forkert, at netop HAN siger “mig” frem for “sig”. En kold reminder om, at den Jonathan, jeg er mor til lige nu, om få måneder er helt væk og erstattet af een, der er mindst lige så elskelig – men som har andre vaner fordi han er et andet sted i livet.
Indimellem ville det være rart bare at holde dem fast i tiden.
Dét er vist en del af det at være mor… Lige om lidt kan du se alt det skønne ved den “nye Jonathan”, den store Jonathan, – alt det I kan snakke om. Og igen vil du ønske, at tiden stod stille…
Iiih hvor jeg kender det:(
Jamen det er jo det, der er så fedt ved at være forældre – at man hele tiden er nødt til at flytte sig inden i hovedet for at følge med podernes udvikling.
Og så at huske at skrive det hele ned, så man alligevel husker de stadier de har været igennem.
Den eneste vemodstorn jeg rigtig har er et billede af den ældste som nyfødt, hvor hans fod er kortere end faderens tommeltot. Nu bruger han str. 49 i sko ….