Sprog og forventninger

Jonathans pædagog, talepædagogen og jeg holdte møde idag. Og det var en af den slags møder, man føler man flyver fra.

“Han er jo i rivende udvikling. Ingen tvivl om, at han er stædig – men det går jo fint. Han byder ind nye steder. Og der er mulighed for at styre samtalen hen på det emne, andre ønsker”.

Talepædagogen havde ikke så meget andet at sige, end at jeg skulle gøre, som jeg gør – og blive ved med det. Dog skulle jeg måske passe på med at “overtale” ham. Få ord – og så forvente et svar.

Jeg fortalte hende, hvordan vi havde moret os over den sidste øvelse, hun havde givet os – og hvor meget vi havde fået røde øre, lidt efter lidt. Hun havde sagt til os, at vi skulle “kræve” at Jonathan fortalte, hvad der skete i børnehaven. Vi havde smilet – for vi vidste jo, at det kunne han ikke. Ikke desto mindre viste det sig faktisk ret hurtigt, at det kunne han faktisk godt alligevel – men hvorfor gøre det, når mor og far ikke har forventningen om, at han kan?

Nu skal vi spille billedlotteri – med faste regler om, hvem der råber op. Jeg skal ned og købe et egnet et idag. Og hvis øvelsen går som sidste gang, så kommer vi endnu et jumboskridt fremad. Jeg glæder mig helt allerede.

Talepædagogen lød som om hun ikke rigtig mente, det var vigtigt, at hun fortsatte, men pædagogen mente, at det var vigtigt at følge op – for selvom Jonathans sprog udvikler sig hurtigt og flydende, så er det vigtigt, at have een til at hjælpe, hvis han pludselig går i stampe, fordi han ikke har udtalelsen i orden. Så nytter det ikke noget, at vi skal vente 6 måneder på at komme igang igen. Så der er møde igen i Januar..