Igår var sådan en “ih hvor laver vi ingenting-dag” Far moslede rundt for at afslutte farmors fødselsdagsfest – men vi kunne ikke gøre ret meget andet end at være der hjemme.
Da kl. blev 18 synes jeg alligevel det var for meget. Så jeg samlede unger – gav dem cykelhjelme på – og så ville jeg ellers give is.. men altså først EFTER en gå/cykeltur.
Nu skulle turen jo ikke være ret lang – og det var reelt kun os tre – mor og to unger, der skulle afsted – og eftersom vi havde planlagt, at Jonathan skulle være blefri i børnehaven idag, valgte jeg at “prøvekøre” ideen.. og gav ham kun underbukser på. Dagen var nu også gået rigtig, rigtig godt. Ingen uheld – kun adskillige ture på potten.
“Nu skal du HUSKE at sige til, hvis du skal tisse eller lave lort (jeg HADER det ord – men det er nu engang det pædagogerne har kaldt det)”
“Ja” sagde Jonathan og satte sig ivrigt tilrette på cyklen.
Turen kom til at tage en uventet drejning. Eftersom tiden ikke var et problem, kom vi af afveje til at køre af små hyggelige stier.. og meget af tiden var det Jonathan, der kørte for, for storesøster og jeg gik og hyggesnakkede.
Vi endte i storesøsters gamle miniklub. Stedets legepladser er intet mindre end genialt. Jeg har det helt underligt med, at der kan være to så forskellige institutioner i samme by. Den legeplads, som storesøsters skole – og dermed storesøsters miniklub kan byde på, er lille og der er ikke ret meget andet end et klatrestativ. Går man lidt længere op, kan man finde en bro (???) og en lille overdænget “hyttelignede” bålplads. Det er det.
Denne miniklub (som storesøster flyttede til, fordi hendes nakke ikke magtede de dårlige forhold, der var på miniklubben i hendes egen skole) har ALT. Der er en bålplads. En svensk gynge. Der er ikke mindre end 6 legehuse. Et legetog. En bakke med glidebaner ned af. Gyngestativer. Verdens største (sådan føles det ihvertfald når man er tre år) klatrestativ med uendelige muligheder for at kravle frem og tilbage, op og ned. Og en rutsjebane.. Der er cykelbane, baskebane og “øvrig boldspilbane”. Der er Små kroge, hvor ungerne kan være lidt i fred – og store åbne pladser, hvor der er plads til den vilde og sjove leg. Der er ALT ganske enkelt.
Vi gik ind på legepladsen til stor fryd for både storesøster og Jonathan. Jonathan kunne tydeligvis ikke se, hvor han skulle starte og hvor han skulle slutte – nu da mulighederne nærmest var uendelige! Sotresøster og jeg satte os på den svenske gynge og sad og hyggede os. Vi fik snakket og indimellem inviterede Jonathan os ind på besøg i “hans” hus, der konstant vekslede mellem de muligheder, der var.
Jeg var ude og køre med tog.. og konduktøren Jonathan kastede sig ud i halsbrækkende stunt, for at komme over på min side for at give mig billet. Og da han havde prøve et par gange – og konstateret, at det var LIDT besværligt – begyndte han at kaste pengene til mig i stedet. Heldigt at sådan nogle “luftpenge” er så nemme at gribe. Storesøster blev nostalgisk og kunne pludselig fortælle mig alverdens søde historier fra legepladsen – og børn hun havde leget med – og børn, der havde slået sig. Om tiden, hvor hun nød at sidde på gyngen og bare have RO.. en ro, der ikke var mulig at finde på hendes skole. Rart sådan at komme ind under huden på hende.. sådan HELT ind 🙂
Men så var det, legen fik en brat afslutning.
“Jonathan – står du og laver lort” spurgte jeg min søn, der havde en genkendeligt og sageligt blik i ansigtet.
“NEJ” konstaterede han – mens dunsten af nugjort børnebæ satte sig i næseborene. Og nu var gode råd dyre – for der er LANGT hjem alt andet lige.
Knægten ville ikke cykle. Det kan jeg godt forstå. Det må også være RIGTIG ubehageligt med sådan en børge i bukserne. Helst ville han sidde på mine skuldre. Tænk – den ide, var jeg ikke så vil med. Det endte med, at han kunne sidde på storesøsters bagagebærer – og hun så kunne trække – mens jeg kunne trække hans cykel – og holde ham i hånden, så han kunne holde balancen.
ARRRGGG det gik langsomt. Og dunsten blev ikke mindre for hver meter vi gik. Jonathan tog det med oprejst pande – men jeg ville bare HJEM…. NU.
Jeg har nu helt officielt taget den værste “ble” nogensinde. Det endte med at blive en “ankel til ankel” “ble”.. af logiske årsager – for der kan ske meget, når man er 20-25 minutter hjemmefra.
Idag har Jonathan ble på – og det kommer han nok til at blive ved med lidt endnu 🙂
Han var meget vred og fortørnet over, at vi ikke “bare gik ind i miniklubben og klarede ærterne” så jo – han har nok haft en fornemmelse af, at det kunne løses på anden vis end ved at tage hjem.
Hjemme hos os har sønnen heldigvis sit eget private “ord” “at tisse badbad” – hader også børnehave ordet af et godt hjerte – kald mig bare sippet;-) og jeg har så haft held med at bandlyse børnehavens ord hjemme – tilgengæld må han så godt sige “numse” hjemme – det må man ikke i børnehaven:o)
Mon ikke det bare var et enligt uheld – der var jo ikke lige noget toilet i nærheden…..Han var måske bange for at i var gået hjem hvis han havde sagt til
Stakkels, Jonathan! Det bliver jo en af de ting mødre lærer – hvordan man finde den nærmeste toilet NU. 🙂
Her kalder vi en lort for en lort. Bedre det en bhs ord for det: pølser! Det er da noget man spiser :-X´
“Tisse badbad” – det er da helt til grin. Sorry, men det synes jeg. Og man risikerer altså også, at ens barn BLIVER helt til grin, hvis det bruger sådan nogle latterligt barnagtige omskrivninger over for andre børn. Hos os siger vi “lave lort” – og ja, man skal lige vænne sig til det, for det lyder så hårdt, især når det kommer fra sådan en sød lille barnemund, men det er jo, det man gør “laver lort”. Man tisser ikke. Man er ikke i gang med at lave noget frygtelig ulækkert – “badbad” – men med noget som faktisk er ganske naturligt.
Når vores børn er blevet 4-5 år har vi lært dem at sige “Jeg skal på toilettet”. Så det er kun i et års tid eller to, at man skal høre “lave lort”. Lige så snart de har fuldstændig tjek på renligheden, behøver de jo ikke fortælle, hvad de præcis skal foretage sig på toilettet.