.. der NÆSTEN kan gå.
På en eller anden måde er netop de første skridt så skelsættende.
Der er ikke noget mere skønt at betragte end sådan en lille gut, der svejer usikkert – finder balancen og står rankt og smukt fuldt ud parat til at tage et – to – tre skridt ud i det blå - i sikker forvisning om, at mor eller far – eller en helt anden nok skal sørge for, at man ikke falder for hårdt.
Hvorfor er de første skidt netop så skelsættende? Måske fordi de er så lette af definerer. Enten kan man eller også kan man ikke. Der er ingen usikkerhed – som der er ved så mange af de andre udviklingspunkter. Og måske fordi det definerer os som mennesker – at vi kan gå og ønsker at komme omkring.
Uh – hvor jeg elsker at være i selskab med sådan nogle størrelser.