Blogge for tabere?

For år tilbage, var det taberagtigt, at indsætte en kontaktannonce i en avis. Det var før internettes gyldne tider. "Kan han virkelig ikke finde en kæreste på en rigtig måde?"

Derefter blev det taberagtigt at lægge en profil "Under uret" eller på en af de andre dating sider, der dukkede op.

Jeg har også kunne mærke foragten overfor den måde, jeg har benyttet mig af en net-mødregruppe. Ikke i helt så høj grad, som hvis min kæreste kom fra en datinggruppe – men alligevel. Hvad VILLE vi dog hinanden? Hvorfor i alverden mødes med andre tabere fra nettet? Hvorfor udstille sig selv på den måde?

Og nu læste jeg lige et blogindlæg fra Theis om, at også blogging skulle være "taberagtigt" (iflg en hr. Sand)

Nu må I altså hoppe i havet venner.

Hvad er mest taberagtigt:

At finde sin kæreste ved:

* At sidde på et diskotek og gnave i en fyr, man ikke rigtig kan se i den dunkle belysning - og som man reelt ikke ved, hvad hedder, fordi musikken er så høj, at man ikke kan høre det, når manden prøver at sige sit navn?

eller

* Eller at udveksle meninger og holdning. Udveksle ord og sætninger. Grine på afstand sammen – og efterhånden se, om man er af samme bygning. Måske tale i telefon… Mærke efter om ordene passer sammen – eller om de skurrer.. Og derefter vælger at møde hinanden.. Se, om ordene stadig passer sammen?

At bruge sin barsel på

* At sidde i en mødregruppe på 4-5 mødre, man aldrig har valgt selv. Sat sammen af den kommunale sundhedsplejerske på tilfældig må og få. Ingen referencerammer – andet end ungerne – der tilfældigvis er nogenlunde lige gamle +/- 6 måneder. Timerne går med at snakke om, hvis unge, der først rullede om på side, eller hvem, der bager de bedste boller og disker op med det største "overskudsagtige" mødregruppearrangement.

eller

* At sidde på en cafe med 20 kvinder, som man har læst om og skrevet med dagligt.. i dagbøger – og i diskussionsfora. 20 kvinder – hvor man allerede på forhånd ved, hvem man RIGTIG vil "klikke med" og hvem, der er knap så interessante. 20 kvinder – som alle køber mad i cafeen – og lader snakken gå, mens ungerne leger på kryds og tværs. Dem, der har alderen tilfælles, har måske een form for samvær. Dem, der har antallet af unger – eller ungernes søskenes alder tilfælles, har en anden form for samtaleemne. Nogen har samme form for arbejde – andre har samme oplevelser med opsigelser i barsel – eller noget helt 4. Alle 20 kvinder har ikke bare børn først i sammen år.. men børn født i samme måned – hvorved ungernes udvikling er MEGET nær hinanden.

Eller

* Man kan selvfølgelig også vælge den sidste løsning: Sidde derhjemme og kukkelure – og virke enomt overskudsagtig på den fede måde overfor alle de mennesker, man kender – men som alle går på arbejde og derfor ikke har tid til at komme forbi og sidde nogle timer og snakke om bleer og udmalkning.

At dele sine holdning og tanker ved

* At holde sine daglige skriverier til den låste dagbog. Fortælle sine nærmeste (og dermed dem, der er lig med een selv i holdning og væremåde) om sine observationer og forståelse af verden omkring os.

eller

* Skrive om sine observationer og tanker på internettet – og dermed lade alle og enhver komme med indspark og kommentarer. Også de mennesker, man ikke kender – og hvis liv er helt anderledes end eens selv?

Tænk, hvis alle mente, at det, at udvide sine horisonter og dermed tale med andre mennesker, var "taberagtigt" – så ville vi gå rundt i hver vores lille, bitte lukkede verden, uden at se, at der er andre måder at være på, leve på og opfatte verden på.