Og væk var han..

Jonathan er en nysgerrig lille fyr. Og der er krudt i ham. "Hvorfor gå, når man kan løbe", må være den lille mands motto. Og når Jonathan løber skal jeg faktisk gå med forbløffende store skridt, for at indhente ham. "Hvor hurtigt kan sådanne små trommestikker af et par ben løbe" tænker man .. men dertil kan jeg faktisk sige.. "MEGET hurtigt"

Vi var på zoologisk museum igår. Alle tideres tur. Vi startede med at kæle for 10-12 dyr, der stod fremme til det samme. Jonathan mærkede lidt på en ræv "Se mor – Niiin" sagde han og pegede på hareren. Og jo – det LIGNER en kanin.

Vi gik udstillingen igennem. Jeg brugte forholdsvis meget tid på at få kørt Jonathan ned. Hvis det stod til ham, ville han løbe udstillingen igennem. Men ved at snakke lidt sammen – og finde nogle interessante dyr undervejs, fik jeg ham så meget ned i gear, at han faktisk fik set en masse – og vi fik talt en masse.

Ovenpå var der indrettet en dykkerklokke. Annike og jeg så mest på de udstillede dyr, men Jonathan var helt oppe og ringe – fordi der var knapper, og knapper og knapper overalt. Og man måtte RØRE ved dem.

Det tog en lille time at gå udstillingen igennem. Dette var jeg klar over på forhånd. Jonathans evne til fordybelse, når der ligger flere spændende ting forude – er ikke specielt udbredt.

Til sidst endte vi tilbage hvor vi startede; ved de udstoppede dyr, der måtte kæles.

Et øjeblik stod jeg og forklarede min store pige et eller andet. Og jeg så godt ud af øjnkrogen, at Jonathan løb. Jeg forklarede lige færdig, før jeg løb efter. Han havde et forspring på noget, der minder om 10 – 15 sek.

Men da jeg begyndte at løbe efter ham, gik det op for mig, hvor fatal en beslutning, det havde været, først at "jagte" ham efter 10-15 sek. Overalt er der smutveje og huller. Overalt er der muligheder for at gå til højre og til venstre. Valg og muligheder hele vejen. Og intet virker ret logisk i forhold til, hvordan man finder tilbage. Jeg fik sat tempoet højere og højere op. Min stemme blev højere og højere "Jonathan – kom så her" og lige lidt hjalp det.

Jeg var godt klar over, hvad der var sket – men det hjælper jo ikke noget. Normalt ville Jonathan vende tilbage, når han opdagede, at vi ikke fulgte efter.. Men han løber forholdsvist langt, før han gør det .. og igår betød det, at han var kommet så langt, at han ikke kunne overskue hvordan han kom tilbage.

Jeg var først rigtig bange, da jeg havde været udstillingen igennem helt een gang. Annike blev aktiveret. Hun havde stået ved dyrerne i det tilfælle, at Jonathan skulle finde tilbage til udgangspunktet.. men nu løb hun også udstillingen igennem.

Rigtig mange tanker nåede at kører igennem mit hovedet. De fleste handlede om, nøjatigt HVOR galt dette kunne gå. Jonathan siger ikke hvad han hedder, hvis man spørger ham. Kun hvis man siger "Er du en baby" svarer han "NEj – mig er HONATHAN".. og hvad er lige sandsynligheden for at nogen spørger om det?

Og Jonathan. Der var efterhånden gået 5 minutter med at søge. Han måtte være rædselsslagende nu. Jeg lyttede intenst efter barnegråd – uden held.

Overalt var der huller og sprækker. Spændende forbudte døre og smutveje.

Men så var det, jeg begyndte at tænke mig konstruktivt om. Museumet ligger på en etage. Der er et sted, hvor der er elevator og trapper ned. Lige foran her stod en dame og solgte ting. Jeg kan ike forestille mig i mine vildeste fantasi, at nogen lader en 2,5 årig dreng komme alene med elevatoren.

Der var ikke ret mange mennesker. Det var 5 minutter i lukketid..

En ung pige gik og snakkede med en dreng ".. så kan vi kalde på din mor over højttalere" hørte jeg hende sige – og da jeg så ned, vidste jeg jo godt, hvem det var hun havde i hånden. Jeg tror ikke helt jeg kan beskrive hvor lettet jeg blev.

Jeg takkede til overflod den unge pige. Hun fortalte, hun havde fundet ham på etagen over -hvor der er udstilling om dyr fra pol til pol - hvor han havde siddet og kaldt på sin mor. Jeg var endnu ikke kommet  til at gå ovenpå – da jeg ville starte med at udelukke, at han var i den almindelige udstilling. (Jeg havde vidst heller ikke forestillet mig, at han ville gå op af en trappe, når han vidste, han var alene) "Fortalte Jonathan at han hed Jonathan" spurgte jeg.. hvortil den unge pige svarede "nej – det gjorde han ikke.. Han ville bare have sin mor" 

Jonathan brugte lige nøjagtigt 10 sekundter på at ryste oplevelsen af sig. Jeg – derimod – gav ikke slip på drengen resten af dagen. Jeg er rystet endnu. Hvis han skulle blive væk nogen steder, var Zoologisk museum bestemt et "godt" sted at gøre det, da han var til at finde igen… men jeg kan slet ikke udholde tanken om, hvad der kunne have været sket andre steder. Og det drejer sig om 10 sekundters forspring!!! Det betyder reelt, at jeg SKAL vide hvor han er ca. hver 3-4 sekundt, for at føle mig tryg. Det er godt nok en stressfaktor, så det batter.  

NU skal vi have lavet et armbånd med navn og adresse .