"Hvad tror I det andet bord laver .. altså hvilket firma tror I de kommer fra" spurgte een af mine medjulefrokostkollegaer bordet rundt.
Bordet ved siden af bestod af næsten kun piger. 10 piger og 2 drenge. Når man skriver piger, er det den rigtige betegnelse. Der var næppe ret mange af dem, der var fyldt 30. De lignede alle sammen nogen, der var midt i 20'erne. Ud over de var piger, så så de også utrolig godt ud alle sammen. Det var tydeligt, at de gjorde noget ud af deres udseende.
"Jeg tror de arbejder med at sælge" svarede jeg. "Der er for mange helt unge, til at det kan være noget med omsorg – f.eks. pædagoger. Og så tror jeg de arbejder for et firma, der har et smart engelsk navn"
Gætterunden gik bordet rundt. Det var svært at byde på og der kom adskillige bud på bordet.
Da alle havde gættet, vendte min bordherrer sig om og kom i snak med een fra bordet. "Nå – hvor kommer I så fra. Hvad laver I?"
Det var en kursusvirksomhed. Den eneste, der bare havde en flig af "ramt rigtigt" var faktisk mig – fordi jeg troede virksomheden havde et engelsk navn. Det havde den.
Bagefter sad vi alle og svælgede i vores fordomme. Ingen af os kunne få det til at passe, at disse forholdsvis unge – og meget attraktive piger, skulle kunne stå foran vigtige forretningsmænd og give dem kurser. Ikke desto mindre var det virkeligheden.
Jeg ved egentligt ikke, om man rigtig kan tale om "fordomme". Det er vel i virkeligheden mere noget med førstehåndsindtryk. At vores hjerne "grovkategoriserer" når man møder nyde mennesker – før vi efterfølgende kan placerer dem mere korrekt i vores indre.
Ja, det er utroligt så hurtige vi er til at sætte andre i “kategori” udfra det første vi ser.
Skræmmende, – hvad ser de, når de ser dig?
– Og vel samtidig vigtigt ikke at dvæle for meget ved 😉 – altså om de nu ser det du ønsker, at de skal se. Bare du har det godt 🙂