Der er dage, hvor man bare ikke GIDER bevæge sig helt ned på træningscenteret. Dage, hvor den aftalte spinning virker som det rene tortur. Tiden trækkes – og man kommer først ud af døren i absolut sidste øjeblik – for lystbarometeret står på orkan.. *suk* der er langt derned.
Det er pudsigt nok de selv samme dage, hvor man hurtigt – når man sidder i sadlen – kan mærke, at træningen er effektiv og givende. Hvor man kan mærke pulsen helt ind i øret – og hvor svedbadet konfirmereren i fornemmelsen af at kroppen bliver arbejdet i gennem – og at kroppen er glad for det.
Når man står i badet efter og lader det varme vand kærtegne den krop, der for et øjeblik siden knoklede og ydede, så er det man kommer i tanke om, at det da vist er ret fedt alligevel … selvom der indimellem er MEGE langt ned til træningscenteret.
….Så er det man er glad for, at man rent faktisk fik taget sig sammen og kom af sted…
Synes, at det er sådan med mange små ting.
bare vent Pernille, en dag vil du ikke have den følelse længere. Nej tvært i mod – en 14 dages ferie hvor træning ikke såtr på programmet vil fylde dig med panik og pludselig ser du dig selv træne de særeste steder i verden, men det er jo så også interessant nok i sig selv – bare en anden form for ferie.
knus
Kristina, der nok er lidt afhængig af “endorfin”