Vores store pige er nu minikonfirmant. I forbindelse med forældremøde, stødte jeg på en pjece, der som overskrift lød : “Spaghetti og Gud” – en overskrift, der fangede min opmærksomhed, fordi den var tilpas “nede på jorden” til, at jeg har lyst til at være med.
I dag dukkede hele vores lille familie så op i Værløse Kirke til først en børnegudstjeneste og efterfølgende aftensmad i fællesskab.
Gudstjenesten var varm og indbydende. Mette – vores datters underviser til minikonfirmation – var med – og hun skyndte sig at kalde os hen til hende. Vi fik puder -og besked på, at hvis Jonathan løb sig en tur, gjorde det ikke noget.
Gudstjenesten startede op. Børn sad på gulvet på puder – eller henslængt på stolene. Faktisk var de fleste i alderen 2 år til 6 år. Det havde jeg ikke forventet. Præsten fortalte venligt hvad de forskellige ting betød.
Prædiken blev et dukketeaterstykke, om Isaks sønner. En drabelig affære – som ungerne SLUGTE.. altså lige pånær Jonathan – der udnyttede til fulde, at han måtte løbe. Efter 10 minutter tog jeg ham med udenfor.. For godt nok måtte han gerne løbe rundt – men jeg synes alligevel det er formeget, hvis han forstyrrer de unger, der rent faktisk nyder historien.
Så Jonathan og jeg fik tegnet en tegning.. og da de sang, listede vi ind igen. Jonathan nød salmen i fulde drag – og præsten sang for. “..det gør gud” sang alle ungerne med stor kraft. Mange af ungerne gik rigtig meget op i det.
Til sidst velsignede præsten os. Hun rejste sig op og forklarede, at når Gud elsker os – eller når vi elsker hinanden og vil vise det, så vil vi gerne give hinanden et knus.. Og når man giver et knus, strækker man armene ud…. og sådan gør præster altså når de giver et knus fra Gud. Og jeg takkede i mit indre sind hende for at forklare noget, jeg har svært ved at forklare. (Så er det jo også pludselig logisk at man skal stå op!)
Spaghettien var glimrende – og samtalen under maden endnu bedre. Det var faktisk nogle rigtig dejlige timer.
Næste gang der er spaghetti og Gud – så dukker vi op igen.