Mit pandehår er fundet frem.
Min datter og jeg var til frisøren idag. Og det, frisøren ikke tog af min datter, tog hun af mig. Min datter skulle helst slet ikke klippes hvis det stod til hende – ikke desto mindre bad hendes mor om at alle spidser blev taget.
Og så kom historien til mig. Faktisk var det ikke engang med vilje. Det startede med at jeg sagde, at håret skulle gå mig til under øret. Så snakkede frisøren om "indad og udad" og om strit eller page.. og jeg skal komme efter dig. Hmmm…
Det ene tog det andet – og inden jeg rigtig fik forenet mig med tanken, begyndte de andre frisører at bemærke det hastigt voksende håraffaldsbunke rundt om min stol.
Og sørme: Hun fandt mit pandehår! Jeg har haft langt pandehår siden jeg var 15-16 år gammel. Det har jeg hermed officielt ikke længere.
"Du vil elske det - det er jeg sikker på". Det er sådan en frisør ting. Det er lidt det samme som en tandlæge, der ikke må sige "Ups" eller "hovsa".. Det er ligesom en bemærkning, der ligger i prisen for frisuren.
Jeg ved ikke helt endnu. Jeg skal vist lige vænne mig til det. Synes måske, håret leder tankerne i bestemte retninger
sjovt med det pandehår , jeg har ikke haft pandehår siden jeg var lille pige ! men i 2002 fandt jeg det frem igen og faktisk har jeg holdt det ved lige siden, Mine piger har heller ikke pandehår , måske de også først finder det frem efter de 30 … iøvrigt var det kanon fedt at få sat ansigt på jonathan, også selv om det var et 9 mdr gammelt billede–
Hilsen Maibritt og Luke