Min søn var under 1 år, da han første gang stiftede bekendtskab med pegebogen.dk Han klukkede af grin, når koen sagde muuu – og tukanen brølede og det blev hurtigt fast tradition at far skulle springe en halv meter op i luften af forskrækkelse, når kalkunen rappede.. En sidegevinst Jonathan ELSKER.
Da han var 1 år havde han lært tasterne. Den lange sætter lyden i gang – og pilene skifter billederne – men han magtede ikke kunsten at LADE VÆRE med at trykke på nogen af de andre knapper – så han kom hele tiden ud af billedet.
"Sådan noget fint noget, havde vi da ikke da vi var børn. Vi klarede os med en papbog" sagde en bekendt forleden. Han så hvordan Jonathan kravlede op til mormors computer og satte sig til rette. Og jeg forklarede hvorfor.
Jeg hørte godt tonen i udsagnet. Jeg forstod godt undertonen "Skulle det nu være nødvendigt?"
Men hvor ligger forskellen – og hvorfor er det bedre at holde sig til papbøger – når lydene og billederne og knapperne ligger lige for?
Min søn ved i dag hvad musen er – altså når han ikke vender den og bruger den som telefon – og jeg er slet ikke i tvivl om, at computeren får samme rolle i hans liv, som den har i hans søster.
Hans søster Annike bruger computeren til underholdning, som et værktøj til at udtrykke tanker, til at eksperimenterer og til at lege med. Hun er fri – og allerede i en alder af 9 år har hun forholdvis godt styr på 10-fingersystemet. Computeren fungerer for hende, som en forlængelse. Som noget, der giver hende flere muligheder. Hun er ikke bange for at trykke på noget – og hun forstår det meste. Hun er langsomt ved at tilegne sig forståelse for f.eks. html – alene fordi hun synes det er sjovt at kunne bestemme.
Min datter føler hun kan mere, når hun har en computer i nærheden. En start på en cyborgverden .. Måske? Men er det ikke netop det, der er meningen – at computerne skal være os en hjælp – uden at vi tænker over, at det kræver viden og forståelse at få den hjælp?
Og her husker jeg med gru tilbage på gymnasietiden, hvor jeg var så absolut den eneste pige, der turde noget ved computereren. Alle andre ville kun rører den, hvis det VIRKELIG var nødvendigt – og fordi de aldrig brugte den, var de hele tiden bange for, at deres arbejde var spildt – at computeren gjorde noget "ved dem". Deres angst for computerne satte dem tydeligevis bag drengene – der bare skrev derudaf.
Er det bare mig – eller er det vigtigt, at vores børn kommer on-line og får en grundlæggende forståelse for nettet og for PC'er generelt?
Klart at de skal kende denne computer-verden. Helt åbenlyst bliver det en stor del af deres tilværelse, – det er den vej udviklingen går. Tror at det, som med alt andet, handler om at holde balancen,- de skal også kunne se, at verden er andet end computer og tv. Kan de det er balancen fin 🙂
Du gør det helt rigtige, computeren er vejen frem og det bliver mere og mere. Så hvorfor ikke lade børnene prøve sig frem og stille og roligt lære den at kende. Vi bruger den også meget herhjemme. Jeg er ikke nogen ørn på den, men jeg prøver. Jann kan ikke undvære den i sit arbejde. Morten skriver og leger på den og ja Mikkel er også en stor fan af pegebogen, men kan på ingen måde styre knapper eller mus endnu, det kommer helt sikkert og han får da lov til at sidde og “skrive” sine egne små hilsner
Jeg er klart af den overbevisning, at jo før de får lov til at stifte bekendtskab med computeren jo bedre er det, det er og bliver vejen frem.
Knus herfra
Pernille, jeg synes, du er helt rigtigt på den. Computeren er en lige så selvfølgelig del af vores hverdag som fjernsynet eller støvsugeren – som der næppe var nogen, der ville drømme om, at børn skal holde sig fra 😉