Der er jo nok ingen vej udenom. Det er ved at være vane, at datteren åbner først Jonathans kalendergave – og så sin egen. Det er også ved at være vane at se Jesus og Josefine. Der er ingen vej tilbage.. Julen kommer lige om lidt.
Og med Julen… pynten .. *dybt og inderligt suk*. Jeg har med årene fundet ud af, at jeg er minimalistisk. Med årene har jeg fundet ud af, at desto mindre, der står på bordet, jo mindre roder det. Idag er det ganske praktisk – for med en Jonathan på gulvet er der ikke plads til synderligt meget rod.
Og julepynt i mine øjne er netop det: ROD. Nisserne er da søde men… Jeg ville gerne lave sådan en rigtig designerjul med hele hjemmet pyntet kun i to matchene farver. Eller et træ kun iført sølvkugler.. Men det har bare overhovedet ikke noget med jul af gøre. Hvis der ikke er plads til min farmors gamle nisser – der mangler både fod og nissehat.. jamen så er der ikke julepyntet – og datterens julepynt – for ikke at nævne det jeg selv lavede som 8 årig. Julen er jo netop alt det skæve – og ikke alt det korrekte. Jeg elsker selve pynten. Jeg kan kigge på det i timevis – hvis jeg derefter bare kan lægge det i kassen og gemme det til næste år.. Men den går bare ikke…
Datteren elsker kravlenisser – og dem skal der være plads til. De har lynhurtigt forplantet sig og er blevet til en hulens bunke af alverdens herkomst.. Og så nyder datteren ellers at stille dem i alle mulige åbninger og kanter. Normalt finder jeg kravlenisser, der er kravlet helt ind bagerst i skabene så sent som i april.
Jeg lover ganske højtidigt af efter weekenden skal kasserne frem. Der ER ingen vej tilbage.. Der ER jul – og naturligvis skal datterens flotte vinduesmalingsnisser og hjerterne, hun lavede i børnehaven op sammen med alt det andet.. :-)