Der er noget særligt over den periode i livet, hvor en kvinde – af naturlige årsager – ikke har menustration (altså ud over efter overgangsalderen). Denne tid gør kvinden til noget særligt. Menustrationen udebliver først som tegn på en spirende graviditet – og alt imens maven og forventningerne vokser – forbliver menustrationen væk. Når barnet er født, er der naturligvis "noget" der skal ud, men derefter forsvinder menustrationen igen… i samspil med, at man ammer.
Det er en ganske særlig tid, når en kvinde ikke har sin menustration – for så har hun nemlig et barn – i mave .. eller ved barmen.
På en eller anden måde er det en status.. ihvertfald i mit sind.. "Jeg får ikke min menustration i øjeblikket – fordi jeg har givet liv til Jonathan" Som om højere magter for en stund lader os kvinder tænke på noget andet end hverdagen.
Jeg er ikke længere en kvinde af den status… *snøft* Min menustration er nu tilbage. På den ene side en sørgmodig afsked til en facinerende tid – så fuld af forandringer og spændinger.. På den anden siden velkommer jeg den – for den betyder, at miraklet kan ske igen 🙂