Jeg har været så lang tid væk fra mit job nu, at jeg slet ikke kan forestille mig at komme tilbage lige nu. Alt er så forandret.
Sidst jeg var der ude, var mit kontor inddraget (naturligvis – jeg skal jo være væk i 1½ år ialt) og alt var anderledes. Min barselsvikar havde mit bord og så var der en masse nye mennesker, jeg ikke kendte. Det var en underlig fornemmelse. En fornemmelse af, at den plads, jeg troede jeg havde, egentligt ikke var en, der var behov for.
Det er ikke noget, jeg bryder mit hovedet alt for meget med, men følelsen af, at de savner mig, har ikke været til stede… De klarer sig jo fint uden mig.. hvilket føles lidt underligt.
Men så var det, jeg blev inviteret med til sommerfesten. Og derfor brugte jeg en lang, hyggelig dag med alle min kollegaer.. De så alle til Jonathan.. og dagen gik med sludder og sladder.. og almindelig råhygge.
Og så var det jeg opdagede, at jeg jo alligevel har en plads derude på arbejdet. Det er ikke en fysisk een – det er heller ikke mine arbejdsopgaver.. men det er min person.
For ligesom min arbejdsplads ikke ville være den samme uden bossen eller receptionisten,- så er den heller ikke det samme uden mig. Og mine kollegaer kunne fortælle om alt det nye, som om jeg aldrig havde været væk.
Sikke et smil man har om læben efter sådan en dag..