Det føles som om jeg har sagt sætningen 1000 gange. Og alligevel er det den sætning, jeg mest glæder mig til at sige højt.
Jeg har svært ved at forestille mig, at min datter rent faktisk forstår ændringen,- men jeg er helt sikker på, at hun vil elske sin søster/bror. Den dag, jeg ser aller mest frem til, er den dag, hvor jeg har født.
Min datter skal være hos min bror. (Vi vil helst ikke have at farmor eller mormor for af vide, at jeg går i fødsel, da de begge kan være meget påtrængende.. og vi er bange for at blive – kærligt ment – overfaldet) Hun skal have min mobiltelefon med. Hun kender den godt, det er nemlig både hendes og min. (Ved at det er "min" kan jeg sætte grænser for, hvad hun må og ikke må) Men når jeg føder, er telefonen hendes. Når jeg så har født, skriver vi en sms til hende. "Søde skat.. Så kan du godt vække onkel og sige, han skal køre dig til Glostrup". Vi ved alle sammen, at uanset hvad tid på døgnet det er, så skal hun tilkaldes ØJEBLIKKELIGT.
Sidste gang var det kærestens vanvittige vidunderlige blik, da han så sit lille barn for første gang, der betød mest "indeni" for mig – denne gang bliver det KLART det, at kunne give min datter en søster eller bror. Åh hvor må tiden godt løbe nu !!