“Av for… ” når man lige at sige, inden man kan mærke, at maven trækker sig sammen som munden, når der kommer et alt for surt æble i den. Jeg kan mærke, at der arbejdes på højtryk – et kort øjeblik – i mit indre.. og at jeg nu er på rette vej..
Bible har IKKE tænkt sig at blive boende i min krop.
Jeg anser plukveer, som en velsignelse. Jeg har sikkert misforstået en helt masse, men jeg nyder mine plukveer – og indimellem går jeg til eller yder en ekstra fysisk indsats, hvis jeg tror, det medfører, at jeg får en plukve.
Sidste gang havde jeg dem som sagt også – og da jeg kom til jordemoren sidste gang, kunne hun fortælle mig, at jeg var 2 cm åben. 14 dage efter fødte jeg. Jeg elskede ideen om, at jeg ikke skulle åbne mig 10 cm – men “bare” 8. Jeg bildte mig selv ind – uden at ane om det er rigtigt – at det var plukveerne, der havde givet mig de første 2 centimeter. Hvis det er rigtigt, så går der RIGTIGT mange plukveer på en centimeter.. Men plukveer er jo netop “kun” pluk. Det er ikke den altoverskyggende smerte – tværdimod. Det er bare en lille reminder om, at der kommer noget størrer.
Udover det føler jeg at plukveerne hjælper mig mentalt til at huske på, at det er altså lige om lidt. Desto flere, der kommer, jo mere husker jeg mig selv på, at “lige om lidt” kommer der en fødsel, som jeg skal være mentalt klar til. Jeg skal passe på min krop her til sidst. Jeg skal være sikke på at få hvile – men jeg skal også bevæge mig – så længe bevægelserne er “rare” og kun giver plukveer.
I weekenden fik jeg “plukveer på stribe” – så meget, at der var 6 minutter mellem plukveerne i lidt over en time. Da måtte jeg ligge ned. Jeg lå ned i knap 2 timer – så var det hele overstået. Plukveerne forsvandt igen. Jeg ved godt, hvorfor de kom. Jeg havde knoklet hele dagen. Op af trapper – ned igen. Jeg kørte med bus (hvilket jeg bestemt ikke er god til længere) i alt i 2,5 time.
Jeg sad alt alt for længe til en middag uden at bevæge mig. Og derefter stod jeg op alt for længe. Alt sammen kunne jeg sagtens mærke var en belastning for min krop – og tilsidst var det kroppen, der stoppede mig. Veerne bed til… og jeg havde ikke noget valg: Gonat Carla. 2 timer efter kunne jeg lige så forsigtigt rejse mig igen og fortsætte.. men i et HELT andet tempo.
At plukveerne kan blive så “slemme” ved fysisk aktivitet giver mig et håb – måske falsk, men dog et håb – om at jeg selv har lidt at skulle sige i forhold til en fødsel. Hvis jeg bare er fysisk nok længe nok, kommer plukveerne – og måske kan jeg den vej få veerne til at komme også.