Jeg ved godt, at med forelskelse forsvinder enhver evne til at se logisk og konkret på tilværelsen.. men alligevel..
Hvordan er det muligt at møde et menneske, man grundlæggende bare er enig med? Hvordan lader det sig gøre, at min yndlingskunstner, er ham, der pryder hans vægge? Mine yndlingsmusiknumre står i hans CD-samling. Hvordan lader det sig gøre, at hans kokkeringer og kineserier, nøjagtigt er sådan, jeg bedst kan lide min mad serveret? Hvordan kan man være grundlæggende enig om politiske emner? Hvordan kan vi have samme grundlæggende interesse for IT – for forståelse for selv samme?
Hvordan kan alt hvad han gør og siger, få mig til at forstå mig selv lidt bedre – og se mig selv i hans øjne.. for selvom vi udadtil er to ganske vidt forskellige mennesker – een udadvendt – een indadvendt… så er vi grundlæggende alligevel så ufattelig ens.
Hvordan kan een vokse op i provinsen – een i en skilsmisseramt familie i byen – og alligevel er resultatet 2 alen ud af eet eneste stykke? Udgangspunktet og livserfaringen er på ingen måder at sammenligne! Alligevel er vi så ens.
Det er nemt, at være enig med et menneske, hvor 90% af alle interesser, meninger, følelser og handlinger stemmer overens med eens egne. Det er så nemt at forstå ham.. Og dermed kommer der dybde på lynhurtigt.
Jeg sidder her ligeså stille og følger med i Jeres kærlighed. Det er så dejligt livgivende at læse om… og nu har jeg så også givet mig selv til kende med en lille kommentar.
Al det bedste medvind til Jer 🙂
Kære Pernille
Mon ikke det er din soulmate du har fundet?
Det lyder næsten sådan ikk ?
Det må være skønt. Tænk nu er dine 180 dage gået, glæder mig til at jeg når så langt. Ingen har endnu vist interesse for vores hus, så det er lidt træls. Men jeg bor udemærket i mine forældres hus. Har det hele for mig selv sammen med ungerne. Skal bare lige vænne mig til at der er visse restriktioner og prøve at undgå at føle som om jeg igen “er barn” i mit barndomshjem.
Jeg glæder mig over foråret og håber pludselig at min soulmate dukker op ud af det blå……een ting er sikkert! Det bliver aldrig børnenes far og jeg som skal gå hånd i hånd gennem sommeren. Og det føles helt rigtigt nu :-))))
Det glæder mig meget, at du er nået dertil.. Og dine 180 dage går mindst lige så hurtigt – det er jeg sikker på.