Ud og rulle

Jonathan fik nye rullerskøjter i fødselsdagsgave i erkendelse af, at han elskerde alle vores rulleskøjteture sidste år – og de rulleskøjter, han benyttede dengang mildest talt ikke var så rullende.

 

Efter fødselsdagen øvede han sig – længe. Op og ned af trapperne med rulleskøjterne. Af og på med sikkerhedsudstyr. Knæbeskyttere før skøjter, håndledsbeskyttere tilsidst.

“Moar – skal vi ikke rulle sammen igen” spurgte han forleden. Og jo – det kunne da være hyggeligt. Så drengen fik rulleskøjterne på i skolen – og så hentede jeg ham ellers – i fuld udrustning.

Jeg havde besluttet mig for på forhånd at tage hensyn. Jonathan har kun rullet i et år – og jeg har rullet i mange mange år. Der er ingen grund til at lægge ud med 7 km, hvis han nu kun orker 3. Så jeg havde besluttet mig for en lidt alternativ rute – for drengens skyld.

“Moar – jeg har trænet idag” hørte jeg lynet sige – 5 meter foran mig. “Jeg har kørt løbebanen rundt 4 gange – og jeg blev slet ikke forpustet” forklarede han. Ok. 500 m gange 4 – det er vel meget godt gået for så små ben!

Men jeg blev hurtigt klogere. Det er alt for længe siden, jeg har rullet. Mine fødder var som skrækslagen for at bevæge sig i skøjten. Alle nerver og muskler i foden, rottede sig sammen imod mig. Jeg fandt ud af, at der sidder en muskel ovenover lilletåen op langs foden – og den kan faktisk også gå i krampe!

Der var kun 1½ km henne, da jeg fandt ud af, hvorfor jeg var glad for ruten. For knægten løb hele tiden 5-10 meter foran mig. Han hoppede med skøjterne på, han rullede rundt – og han bevægede sig, som var han født med skøjterne på. Men jeg.. jeg følte mig som Den Lille Havfrue på jorden, hvor hvert eneste skridt på jorden føles som tusinde knive op igennem foden.

Vi skal rulle igen. Men næste gang erkender jeg det på forhånd: Mor kan kun rulle 4 km her i starten – også selv om knægten kan rulle 10 km af gangen uden at blinke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *