Det blev til tre dage i Middelfart på Hotel Park. Tre dage, hvor resten af verden for en stund var en kulisse – og det eneste, der talte var ham og mig. Nogen gange med ordene, vi sagde. Andre gange var det sprog uden ord.
Vi gik lange ture – den blev på knap 12 km i år. Og når man indleder sådan en tur, er der massere af ord, der trænger til at blive talt. Men efterhånden som kilometer tager kilometer, er det mere hans hånd i min, der tæller.
Vi dyrkede oplevelser, både de små og de størrer. Som f.eks. soft-icen, der var gratis på hotellet – som vi tog med på værelset og nød – med kaffe i og med rom i. Eller den gamle bro til Jylland, hvis bropiller i beton pludselig stod der i skoven, majestætisk og brydende for den smukke natur omkring.
Han vil mig så uendelig gerne. Han er rigtig glad for at være gift med mig. Og jeg vil ham så uendelig gerne. Weekenden er gået – og vores tosomhed er blevet brudt af en hverdag, der banker på. Men følelsen af at være elsket helt ind i sjælen. Følelsen af, at være en del af noget størrer – den kan ingen fjerne fra mig foreløbeligt.