Jeg kom til at læse Sabine Dardennes bog “Jeg vælger at leve”. Jeg vidste det jo egentligt godt på forhånd: Bogen af udgivet af “Virkelighedens verden” og de bøger er pr. definition ikke synderligt godt skrevet. Det er de mennesker, der har oplevet “noget anderledes” der selv fortæller – men fordi man har oplevet noget horribelt – og noget, der burde være en god historie i, medføre jo ikke pr. definition, at man så også er en god forfatter.
Jeg læste Sabine Dardennes bog, fordi jeg tænkte, at jeg kunne “komme længere ind i forståelsen af Natascha Kampbuchs situation.. men jeg blev er ikke blevet en dyt klogere.
Historien om en 12 årig pige, der bliver revet fra sin cykel på vej til skole – og ind i en uhumsk tilværelse, som fange hos en usoigneret pædofil, burde være spændende fra side et. Historien i sig selv rummer et utal af muligheder for enhver forfatter. Men eftersom Sabine Dardenne ikke er forfatter, forsvinder historierne mellem fingrene på en.
Sabine Dardenne var fanget i 80 dage hos Marc Dutroux. Hun var burret inde i et lille bitte kælderrum på kun 90 cm gange 240 cm – når hun ikke tilfredsstillede Marc Dutrouxs mærkværdige lyster. Da hun har været spærret inde i to måneder – uden at se dagslys – uden at være uden for en dør – beder hun om en “veninde” hvorefter Marc Dutroux kidnapper endnu en pige, som han udsætter for samme brutale behandling. Gudskelov har politiet vidner til den anden kidnapning, og dermed bliver Marc Dutroux fanget – og begge piger befriet.
Der er et væld af historier at gå i gang med. Marc Detroux bilder Sabine ind, at hendes forældre nægter at betale løsesum – og at han tager hende fra “bossen” der vil slå hende ihjel.. At han i virkeligheden redder hendes liv. De følelser må for en tolvårig være utrolig ubarmhjertelige og store. Men eftersom Sabine insisterer på at kalde sin krænker for “svinet” – får vi ikke hele historien.. Hun lægger selv op til, at hun så ham både som krænkeren – men også som “ham, der reddede hende” – og de psykiske aspekt ved dette, ville have været facinerende at dykke ned i. Men dertil kommer vi aldrig – fordi han alene er “et svin”. Det kan jeg bestemt godt forstå. Han ER et svin – og langt stærkere ord end det – men jeg ville alligevel gerne have haft en løft af sløret for hvor ambivalent hendes følelser må have været overfor det uhyr.
Det er ulempen ved at lade offeret fortælle historien: Hele historien bliver farvet voldsomt af følelsen offeret sidder med bagefter – og dermed ryger nuancerne.
Hun prøver at beskrive de skyldsfølelser hun har overfor den anden pige, der bliver kidnappet.. Det var jo hende, der bad om en veninde – men hun afskriver dem lige så hurtigt som de kommer på papiret med at “hun kunne jo ikke vide, at han ville gøre det samme ved den nye veninde”. Hun har så ganske ret: Hun var et barn på tolv år – der blev udsat for det mest uhyrlige et menneske kan udsætte for – og naturligvis har hun på ingen måde noget ansvar for, hvordan en krænker krænker andre mennesker. Men igen: Jeg ville gerne have læst, hvordan det var “lige der” og ikke hvordan følelserne er, da de efterfølgende er bearbejdet (hvilket jo er skønt og dejligt, at de er! Det er bestemt vigtigt, at hun kommer til den erkendelse selv: At det ikke var hendes ansvar!! )
Generelt: Jeg mangler at se gennem øjnene på den tolv-årige pige – og se, hvordan tingene var for hende. Jeg mangler at fornemme rummet, hun sad i, fornemme uhumskheden – og ikke bare få den fortalt. Jeg fik historien, set af en 20 årig kvinde, der helt sikkert har arbejdet med sig selv og er kommet videre. Det er jo godt og dejligt! Men det gør, at historien bliver fortalt på en “bedrevidende” måde – i og med, at den 20 årige gudskelov er langt klogere og er kommet langt i behandlingen af sine psykiske ar, i forhold til den 12 årige.
Men historien som sådan: At sådanne mennesker, som Marc Dutroux findes er utrolig skræmmende. Og at mennesker, som Sabine kom levende igennem det – er livsbekræftigende og godt. Hatten af for Sabine – Hatten af for, at hun klarer sig så fantasisk godt. Jeg håber bare ikke, hun sætter sig for at leve af at være forfatter.