Jeg fandt ud af, at jeg har PCO, da jeg gennem et år havde forsøgt at få mit andet barn. Første barn havde taget 2,5 år at “producere” og jeg blev ikke yngre. Da jeg gik til gynækologen, var det mest for at få besked på, at min mands sædceller var elendige – men det viste sig hurtigt, at problemet vat i mig og i min natur.
Små cyster på æggestokkene kunne ses i hobetal på en ellers almindelig underlivsscanning. PCO var dommen meget meget hurtigt.
Og når jeg efterfølgende satte mig ind i tilstanden, var det svært ikke at nikke. Acne har jeg lidt mere af end de fleste. Mere hårvækst – jo jeg har mine sorte hår, der skal thes indimellem og overvægten kender jeg kun alt for godt.
Men mest tager jeg PCOen som et livsvilkår. Sådan er det nu engang bare at være mig. Jeg deler skæbne med 20% af alle kvinder, så vi er mange.
PCOen gav mig en forklaring på, hvorfor det var så svært at blive gravid. Men det gav mig også opskriften på, jøhbordan det alligevel ville kunne lykkes.
Som en del af min PCO har jeg forhøjet mængde af testetoron – mandeligt kønshormon. Det gør, at jeg langt nemmere tager på – og det gør også at jeg taber mig markant langsommere end andre. Men jeg har handlemuligheder: Jeg tabte mig 16 kg. Langt de fleste uger var mit vægttab maks 500 g – andre uger gik det ligegrem den forkerte vej. Men når jeg nu vidste, at betingelsen for mig netop er, at vægttabet går langsommere – så kan jeg forholde mig til det. Jeg hverken kan eler skal sammenligne mig med andre kvinder, der taber sig – for min vægt agerer slet ikke som deres.
Jeg vælger også at se positivt på tingene. Den store mængde mandligt kønshormon styrker lystfølelsen – og kombineret med, at jeg ikke skal regne med at blive gravid, så er det da ren gavebod, trods alt!! (Jeg ville dog aldrig bruge min PCO som prævention. For jeg kan netop blive gravid)
Jeg tabte mig – holdt vægten et år – blev naturligt gravid og fik en søn. Jeg har dermed to børn med 7,5 år mellemrum. (Og ja – samme far)
PCO er et livsvilkår. Et livsvilkår som “ondt i ryggen” “kroniske smerter”, “hovedpine” , “skaldethed” eller hvad der ellers er af tilstande, som den danske befolkning kæmper med. Vi har alle et eller andet livsvilkår, vi skal forholde os til. De fleste har vel mange livsvilkår i virkeligheden.
Det er ikke for st forklejne irritationerne. Men det eneste diagnosen gør, er at give mig værktøjer til at afhjælpe nogen af de irritationsmomenter, jeg lider under – og acceptere, det, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved.
Jeg har stor respekt for de kvinder, der forsøger at blive gravide uden held – eller under store anstrengelser og vilde behandlinger. Den del af PCOen er klart den mest urimelige og hårde. Jeg var en af de heldige: Jeg fik mine børn.
Min mand vågner de fleste morgner med smerter i nakke, skuldre og hovede. Han døjer med dårlig søvnkvalitet. Jeg kan godt begynde at liste op, hvad alle andre, jeg elsker, lever med. Og der er rigtig mange varianter særligt indefor det at have ondt.
Jeg har ikke ondt. Jeg er overvægtig, får bumser og har sorte hår. Tænk – det foretrækker jeg frem for så mange andre livsvilkår!