Udholdenhed

I virkeligheden føler jeg, at jeg har spildt en stor del af mit liv – samtidigt med, at jeg ville reagere på samme måde imorgen, hvis jeg ikke vidste bedre.

Min overvægt startede i det små. Så jeg gjorde det “man” skal gøre: Jeg gik på slankekur. Og jeg fandt faktisk ud af, at det er jeg ok god til – indimellem, når det stak mig. Jeg kunne godt leve af 1600 kalorier om dagen, aldrig spise fedt. Aldrig unde mig selv noget – sådan i seks måneder af gangen. Og så var man lige de der ti kg kvit – fedt fedt.

Men vi ved det alle sammen: Hvis man skal holde vægt af, der er fremkommet ved at sulte sig selv, så skal man blive ved med at sulte sig selv. Faktisk falder mængden af kalorier, man bør indtage efterhånden som vægten falder. Så skulle jeg bevare mit vægttab, skulle jeg have levet af 1500 kcal hver dag – resten af livet.

Og selvom jeg anser mig selv for at være ret hardcore – så kan jeg ikke overskue at skulle leve af 1500 kcal resten af livet! Det tror jeg de færreste kan.

Den største udfordring ved det, er så, at kroppens hormoner mener, man skal veje det, man maks har vejet – så når jeg efter seks måneder, falder i og spiser 1700-1900 kcal om dagen – stadig sulteniveau uden mulighed for lidt lækkert indimellem – er nok til, at jeg tager det hele på igen.

Og det mest unfair af det hele: Næste gang, jeg vil af med de samme 10 kg – som nu er blevet til 12 kg – så skal jeg endnu længere ned i kalorierne og vægttabet tager endnu længere tid. Og resultatet er det samme: Jeg tager bare 14 kg på næste gang.

For omverden siger “Tab dig”. Omverden roser vægttab “Hvor er det flot, du har tabt dig”. Der er ingen, der 5 måneder efter et vægttab siger “Hvor er det flot du ikke har taget så meget på”. Virkeligheden er bare, at den sidste ros reelt den mest fortjente.

Og første gang, jeg tabte mig, kunne jeg godt spise et lille stykke lagkage til en fest – men efterhånden som jeg fik smadret min krop, så forsvandt den mulighed.

Idag kan min ven tabe 20 kg – på samme tid, som det tager mig at tabe 5 – og hun spiser kage og hygge indimellem – mens jeg er helt restriktiv og begrænset.

Indsatsen er ikke bare et simpelt regnestykke, som nogen gerne vil tro. Indsatsen bliver dyrere og dyrere for hver gang, og resultatet dårligere og dårligere.

Så mens den ene spiser salat til maden i en uge og tabte 5 kg, brugte den anden 4 måneder på det. Det betyder ikke, at den sidste var doven, dum og ikke kunne tælle kalorier. Det betyder faktisk nærmere, at den sidste har talt alt for mange kalorier! Og har sultet sig selv alt for længe.

Jeg må bare erkende, at min overvægt nu er i et område, hvor jeg selv mener, det er for meget og at det er sundhedsskadeligt. Omvendt kan jeg også godt regne ud, at min evig kaloriejagt er mindst lige så farlig. Og det er grunden til LCHF for mig.

Det har taget mig 15 måneder at tabe 16 kg. Antallet af måneder, hvor vægten har stået bomstille, tør jeg end ikke nævne. Men efter de første ti kilo røg af, kunne jeg mærke, at dette er rigtigt. Og nu ved jeg, at det er her, jeg skal være.

Jeg går mæt i seng hver dag. Jeg lider ikke afsavn, men glæder mig til næste måltid. Jeg nyder et glas vin indimellem og laver både is og chokolade en sjælden gang i mellem. Jeg har styr på min kost – og jeg har det godt, hvor jeg er.

Det kræver alle mine mentale kræfter, når min vægt så stagnerer. For alt i mig skriger mine gamle mønstre frem : “Spis mindre, motioner mere, færre kalorier, mindre fedt og drop alt, hvad der er hyggeligt. Ingen dør af at gå sulten i seng”

Alt i mig siger, at jeg skal handle sådan…. pånær aller længst inde. For hvis jeg taber mig ved at faste, så skal jeg blive ved med at faste for at holde det. Hvis jeg skærer kalorierne, så skal jeg blive ved. Det vil jeg ikke. Jeg vil være mæt. Jeg vil have det godt. Jeg vil byde min krop det bedste.

Så selvom det indimellem nærmest gør fysisk ondt på mig, så vejer jeg ikke min mad. For jeg SKAL finde erkendelsen: Det er ikke mig, der definerer vægttabet – jeg definerer kun, hvad jeg spiser og motionerer – og når jeg både spiser korrekt og motionerer nok – så er der ikke mere godt, jeg kan gøre for min krop – andet end at lade den få den ro, den så tydeligt higer efter.

Det er ikke nemt at spise korrekt måltid efter måltid – og ikke føle, de kan ses på vægten – men jeg kan mærke, at det jeg gør ved min krop nu, er langt, langt bedre end noget jeg har budt den tidligere. Den får godt, sund næring med løftet om, at sådan vil det være fremover. Og langsomt stoler den på mig – og giver slip på lidt flere kilo.

Jeg vil gerne tabe ti kilo mere – men her efter de første 16 kg: Jeg har det fantastisk. Min krop har det markant bedre, end da jeg var større og hvis min krop mener, at den er ok med at være, hvor den er nu – så er det markant bedre end udgangspunktet – og mon ikke den rokker sig nedad igen, når den er klar?

Min krop skal ikke udholde. Min krop skal leve.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *