Personligt rundede jeg de 30 år for 3 – snart 4 år siden. 30 år er i mit hovedet et godt hjørne. 30 år markerer forskellen mellem den fase, hvor man bygger sit liv op – ved at få kærester, børn og uddannelse – til den fase, hvor man skal til at nyde det, man har bygget op.. Så for mig, var 30 år noget jeg ikke kunne blive hurtigt nok.
Når jeg selv snart runder de 34 år, er det klart, at min omgangskreds på samme måde bliver ældre. De første 40 års fødselsdage har været afholdt. Og i aften skal vi til endnu en.
40 år står for mig som den alder man har, når man ser tilbage på sit liv for første gang. Når man ser til bage – og ser, om man nu nåede det man gerne ville – om der er noget, der lige skal nåes på falderebbet inden livet går ind i en ny fase. Fik man de børn, man ville have ? Fik man det job? Og hvor bor man?
Jeg ved godt, at det er en privat måde at se på alder. For jeg ved, at andre har andre aldersopfattelser. At andre lever hele deres liv i bidder. At man ikke nødvendigvis ser på alderen “40 år” som noget, med betydning. Og måske er det også mest en kvindeting – netop fordi kvindelivet er delt op i faser, hvor man kan få børn – og faser, hvor man ikke kan.
Men sådan er MIN opfattelse 🙂
Kender det godt, – tror, at jeg deler det op på sammevis, måske med lidt andre “mærkater” 🙂
En veninde blev frygtelig frustreret og deprimeret, da hun fyldte 25, det har jeg heldigvis ikke mødt mange, der havde problemer med. Selv vågnede jeg med et smil på læben og tænkte: “Nu er jeg 25, tænk alt det der skal ske inden jeg fylder 30…”. At det skulle gå så hurtigt det kommende år, som det har gjort, var jeg så knapt så forberedt på 😉
(Det vigtigste er vel, at man selv synes, at man har den alder man bør have, ellers er der kun én der kan gøre noget ved sagen 😉
Knus til dig.