Jeg synes det med sproget er svært.
For han siger da ting. Han ser "moar" klokkerent. Han siger "hiiiiiiieeej" og han siger "dada".. "Mama" gætter jeg på er mad – men der er slet ikke den der samhørighed mellem ordene. Jeg har ingen fornemmelse af, om han bruger ordene – eller om lydene bare smager godt. Jeg skyder faktisk på det sidste!!
Hver gang min søn siger "moar" stormer jeg hen til ham.. "Ja – lille skat. Hvad man MOAR gøre?" Og så er det han kigger op på mig med sådan et stort "Åh… hva!! Hvem ringede dig op?" Det er ligefør jeg føler jeg har forstyrret ham midt i hans hyggelige lille udtaleleg.
"AAAAARrrrrkkkk" siger Jonathan, når vi andre siger tak. Jeg tror ikke han har begreb om, hvorfor han gør det.. Vi andre siger det – det er hyggeligt.. Nå ja – Så kan han vel lige så godt. "Aaaarkkk" siger han så, mens han tager sine strømper af eller mens han igen lige skal røre ved knappen til computeren. Igen.. Den der store forståelse for, hvad ordet "tak" betyder, er der ligesom ikke.
"Heiiiii" bliver faktisk mest brugt, når han leger med sine legoklodser. Jeg ved så ikke lige, hvorfor de har fortjent et "hej" når vi – hans mor og fra – og hans storesøster – er dem, der taler med ham hele tiden. Det er os, der siger hej til ham.. Men niksen.. Hej er noget man siger til sine legoklodser.
"Ddadadada" er sådan noget man siger, når man går rundt. Det er sådan ligesom lyden, når man går.. når man sådan går og snakker lidt for sig selv.. "dada." Og far sender sin søn LANGE øjne.. For det måtte nu godt betyde noget andet.
Knægten har lyde nok – jeg tror bare slet ikke han rigtig har fanget sammenhængen mellem lydene, ordene – og så det, at det kan have en konsekvens.. (Hvis han havde regnet den ud, så tror jeg ikke han ville sige "moar" når han leger f.eks. 🙂 )