Jeg er andengangsmor – med dermed følgend indbygget ret til at dumme mig..
Da jeg var førstegangsmor var det med en forventning om, at jeg "rettede ind til højre" i forhold til andre kvinders størrer erfaring på området. Mange gode råd blev givet – og mange af dem gav pote – for de der gamle mødre … De er slet ikke så dumme igen.
Nu er jeg andengangsmor og det betyder, at jeg har modtaget de råd, jeg skulle have… og derfor er det denne gang primært mig, der står som den "altvidende" – jeg har jo været der før. Og som jeg før har tilkendegivet i min dagbog, er det heller ikke en opgave, der falder mig svært .. at tage hånd om og elske min lille Jonathan. Det falder mig faktisk ret naturligt.
Men vidende at det måske – nok – er den sidste baby, jeg har ansvaret for, har jeg givet mig selv "løsere" tøjler. For jeg nyder så meget at ligge ved min lille baby Jonathan og lade ham spise, mens jeg kan se at han langsomt falder i søvn. Så det er den rytme, jeg har indført.. vel vidende, at det ikke var synderligt smart i længden.
Det gode er: Jeg kan meget hurtigt få Jonathan til at falde i søvn. Det tager omkring 10 til 15 minutter. Derefter sover han godt, tungt og længe og han er 100% tryg, mens han falder i søvn. Det var det gode..
Det dårlige er – Når jeg lægger ham, kræver det en voksenseng, for jeg skal ligge ved siden af.. Det har jeg jo vænnet ham til. Og det SKAL være mig, for der skal være udsigt til babs, når man sådan lige skal hyggespise lidt.
Det ser simpelhen så tumpet ud, når man lægger et tæppe på gulvet i cafeen, for derefter at lægge sig ned til sin lille søn.. og så ellers blive liggende der, til han falder i søvn. Det er også vildt besværligt rent rollemæssigt – for kæresten har vitterligt ikke en chance for at lægge Jonathan.. Hvilket man jo må sige er min egen skyld.
Jeg ved godt, at tiden nu er ved at være inde til at give Jonathan mere fornuftige sovevaner. For med tiden er det vigtigt, at han kan falde i søvn alene i en barnevogn.. (Det er nok de færreste dagplejemødre, der vil finde sig i, at knægten skal ligge tæt med hende, for at kunne falde i søvn 🙂 ) Og vi begynder da også lige så stille at prøve. To gange i denne weekend er Jonathan faldet i søvn i vuggen – UDEN mor… men tilgengæld med en masse småbrok… som naturligvis skærer DYBT i morens hjerte… to gange denne weekend.. Det er da en start.
Men jeg nyder sådan at ligge og betragte det lille væsen, når han langsomt giver slip og lader søvnen overtage. Jeg elsker at kunne mærke hans vejrtrækning – og mærke på ham, at han er fuldstændig og helt tryg .. så selvom jeg burde tage kampen – og lærere ham at sove for sig selv – så har jeg lige været inde og bruge 15 minutter på at putte min søn.
Jeg vil nyde ham hvert et øjeblik, jeg har ham..
(Og så mener jeg nu heller ikke, at der kan være noget dårligt i det for Jonathan – for nærkontakt med mor er vel aldrig af vejen)