Det er underligt, som alle sanser skærpes, når hjernen slår fra – og forelskelsen overtager.
Jeg føler alt dobbelt.
Jeg er efterhånden nået til det stadie i forelskelsen, at jeg vitterligt kender min forelskelses mål. Jeg kender ham – godt efterhånden. Og han er ikke blevet mindre fantastisk ved nærmere eftersyn. Tværdimod. Han overrasker mig – igen og igen.
Min hjerne summer rundt efter alle de oplevelser, vi har delt. Hans kys er det sidste jeg tænker på, inden jeg falder i søvn. Min finger strejfer mine læber som var det hans læber, han trykkede mod mine i et sagte adskilt godnatkys.
Hans smilende øjne er det første, jeg tænker på, når jeg vågner. Og jeg vågner med et smil om min mund, der stråler i kap med den spæde morgensol.
Hans betænksomhed og omsorg fylder hele min dag.
I de øjeblikke, hvor jeg har kontakt til ham, summer hele min krop af forventnings glæde. Og jeg kan mærke, at selv mine tæer smiler. Tænk, at nogen vil ringe til mig, bare for at fortælle mig, at jeg er dejlig!
Når jeg ikke skriver med ham – eller taler i telefon med ham, kan jeg mærke min krop blive varmet igennem af den kærlighed, han allerede har vist mig. Den tillid han allerede har givet mig. Igen og igen undres jeg: Hvordan kan en mand med så mange kvaliteter – så mange fantastiske facetter og så mange muligheder i livet – vælge mig? Lille bitte mig? Jeg håber sådan, at han bliver ved med at føle, at jeg er hans tillid værdig – at jeg er hans kærlighed værdig, som jeg ved, han føler lige nu. Som han får mig til at smile – ønsker jeg, at jeg kan få ham til at smile. Viden om, at det kan jeg, fylder mig med tryghed.
Hans ro – hans evige ro – får mit hjerte til at slå langsommere – og min vejrtrækning til at føles nærigsgivende til alle celler. Hans væsen smitter mig- og jeg ved, at jeg har godt af det.
Han er alt, hvad jeg nogensinde har drømt om. Tænk, om resten af livet bare kunne være som en flig af, hvad livet er lige nu! Så ville jeg være lykkelig.
Langsomt – noget så uendeligt langsomt – forstår jeg, at det måske i virkeligheden kan blive sådan: At vi bliver ved med at passe på hinanden. At vi bliver ved med at holde af hinanden, som vi gør idag. Livet føles så uendeligt rigt.
og her sidder jeg her i min kreative bunker og fedter med en tekst om tabt kærlighed, vrede, tilgivelse, bitterhed, sødme, forståelse… en masse følelser… og så læser jeg den her happy tekst 🙂
det var dejligt varmende…. kan kun være misundelig på dig….. 🙂
ej stort tillykke med kærligheden.
Tak 🙂
Lækker læsning. Hold fast i det – den slags kan sagtens holde i mange år, hvis man har fundet den rigtige – og det lyder det godtnok til … 🙂
Har du også nogen gange undret dig over, hvad du har ladet dig nøje med tidligere??
Sådan hurtigt set, kan jeg godt undre mig. Jeg kan godt drømme – sammen med ham, der kysser så fantastisk – hvordan vores liv ville have været, hvis vi havde mødt hinanden for mange, mange år siden.
Sandheden er, at vi så ikke ville have fundet hinanden. For vi var andre steder i livet med andre behov.
Min eksmand havde sin berettigelse i mit hjerte. Jeg har ikke “spildt” tid med ham. Livet har været godt – også med ham. Var jeg fortsat med ham – ville tiden være spildt. Det føles lidt som “det var godt – men nu er det endnu bedre”
Og jo – følelserne er fantastiske – men mon ikke også det handler om, at jeg ikke har været sådan “nyforelsket” som jeg er nu i 15 år? Og at den mand, jeg er så nyforelsket i, har nogle ganske andre kvaliteter end min eksmands ditto?