“Altså .. min veninde i skolen skal vide noget om astrologi.. Moar – har du nummeret til morfar”.
Det var ikke noget med “tror du morfar vil hjælpe mig” eller “Kan du ringe til morfar”. Næ nej.
Hun satte sig ved computeren, åbnede for word, og ringede til morfar. “Vil du hjælpe mig?” Naturligvis ville morfar gerne fortælle sit barnebarn om astrologi, og han begyndte at fortælle om grundprincipperne bag astrologi.. Hvordan alting er unikt på fødselstidspunktet – og hvordan ingen bliver født under nøjagtigt samme stjernebilled.. grundet sted og tid.
Min datter skrev på livet løs. Hun havde telefonen på højttaler og skrev løs, efterhånden som morfar fortalte.
“Hvad er det der klapre sådan” spurgte morfar pludselig. “Det er bare mig. Jeg skriver lige ned, hvad du siger.” Morfar var stum af overraskelse. “Jamen barn dog, du kan da ikke nå at skrive, hvad jeg siger!!” “Jo..” svarede min datter – og læste op, hvad hun havde skrevet.
Og så sad hun eller der – og han i den anden ende – og hver især sad og beundrede den anden. Min datter beundrede det videnskar, hun havde fået åbnet for i den anden ende af telefon. Hun smilede og lyste op, hver gang hun fik fat på en ny pointe. Og morfar skulle hele tiden sikre, at hun nu også skrev.. for det var da næsten for ufatteligt, at hun kunne skrive så hurtigt! Han barnebarn… på bare 11 år??
Og jeg var bare i vejen. Jeg var ikke velkommen. Det var mellem morfar og barnebarn. Det var ikke noget, jeg skulle blande mig i. De talte sammen i over en time. De grinede og smilede.. så man skulle tro de sad i samme rum.
Og selvom jeg var i vejen, måtte jeg lige ind og kigge indimellem.. bare for lige at smage på atmosfæren.. mens min datter stolt skrev sin morfars viise ord ned.
Jeg bliver altså helt varm om hjertet når jeg læser det…. Håber også at Dicte og min far får sådanne oplevelser (af og med hinanden).
Tak fordi du delte Annikes med os :)))