Pisos

“Bare 4 km – for det er længe siden, jeg sidst har løbet” forklarede jeg ham, der løber med mig og som i den grad er min inspiration indenfor at løbe.

“Det er fint med mig”, svarede han. “Jeg løb 15 km igår og har lidt flade ben.”

Og så bevægede vi os ellers til Gentofte sø.

Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle stille forventningerne for højt. Imellem mig og 5,1 km løb, er primært gået een ting: Tid.. og tid uden træning, er tid, hvor formen bliver dårligere, uanset hvordan man ser på det.

Der gik kun 440 meter, før helvede brød løs. iPhonen der leverer musikken og som måler tid og længde, faldt ud af den lille lomme i mine nye bukser – og bukserne – de faldt ned. Jeg tog iPhonen i lommen og forsøgte at løbe videre, men kom hele tiden til at trykke på Nike+ GPS damen, der insisterede på at fortælle mig en masse om det løb, der ligesom ikke rigtig kom nogen steder. Hver gang hun var færdig med sin remse om hvor hurtigt, hvor langt og hvor længe, startede hun forfra – alt imens jeg desparat forsøgte at hive mine løsslupne bukser op.

Men jeg vidste det godt selv, allerede inden, jeg brugte alle uheldene som årsag til stoppet. Konditionen, der var der for 1 måned siden, er der ikke. Trods 3 omgange zumba i en uge, så vil vejrtrækningen ikke som jeg vil, når jeg løber. Og første tur blev kun på 1,2 km.

Hold OP hvor var jeg sur på mig selv, på mine bukser, på iPhonen og på mig selv.. lidt mere.

Vi satte os på en bænk og snakkede lidt. “Hvad tænkte jeg også på! Jeg ved da godt, at jeg ikke bare kan lade være med at løbe i en måned. Det MÅ gå ned af bakke.. Særligt, når det nu går så godt fremad.. Man holder jo ikke bare formen!” bandede jeg.

“Pas nu på, du ikke kører dig selv ned” svarede ham min løbemakker. “Det er jo ikke fordi du er ved at være eliteløber.” Og hvor irriterende det end er, så har manden jo ret. Jeg bliver nødt til at acceptere tingenes tilstand – og så tage et skridt af gangen. Hvor lidt jeg bryder mig om det, så er der kun een vej: Tre gange løb om ugen. Og løbene skal ikke være overdrevet. De skal være tilpasset, hvad jeg kan på det givne tidspunkt. Og jeg skal huske hvad det er: Motion for motionens skyld. En mulighed for at komme ud og nyde naturen og få pulsen op.

Vi løb en kilometer mere – og jeg gjorde hvad jeg kunne for at fortælle mig selv, at oplevelsen var vigtig. At naturen og omgivelserne var berusende.

(Men uanset hvad, så bander jeg indvendigt lige indtil jeg kan løbe 5 km i rap igen)