Jeg har altid haft vægtproblemer. Med et BMI, der lå omkring de “over 25” og op til nogen og 30, er udfordringerne altid startet. I 2000 fik jeg besked på, at jeg har PCO. At min overvægt til dels handler om min PCO – fordi for mange mandlige kønshormoner “tiltrækker” fedtdepoter – og nægter at fjerne dem igen. En hormonel ubalance. Det ændrede så ikke på det faktum, at det var nødvendigt for mig at tabe mig.
I starten var jeg af den overbevisning, at “one-size-fits-all” At det at tabe sig er sådan en standartting, hvor man vejer sin mad resten af livet – og aldrig igen indtager mere end 1600 kcal om dagen. Så jeg vejede og knoklede med motionen, for at tabe mig. Realiteten var, at alle, jeg forsøgte at have et fællesskab med, tabte sig langt hurtigere. Og det var selvom de andre snakkede om at “de faldt i” og spiste pizza, kage eller hvad det nu måtte være. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg er standhaftig i en grad mange andre ikke er det. Alligevel var det altid mig, der var “bundskraberen” når vi så på uges tal. Hvis jeg tabte mig 500 g på en uge, skulle jeg være glad – og trods ihærdig indsats motionsmæssigt og madmæssigt, kunne jeg også have uger, hvor det ligefrem gik baglæns. Så kom pisken frem – og kalorieindtaget kom endnu længere ned.
Sådan tabte jeg mig to gange. 16 kg een gang – 20 kg en anden gang. Og når jeg så var hvor jeg skulle være… så mistede jeg pusten. For jo mindre, jeg vejer, jo mindre antal kalorier skulle jeg indtage. Jeg har aldrig kunne bilve mæt af de 1600 kcal – så hvordan skulle jeg resten af livet kunne leve med de 1500 kcal? Og der er ingen tvivl om, at skulle vægten holdes af, var det målet: Et liv på gulerødder – og uden nogen former for alkohol, fedt eller bare “almindeligheder”. Lige så stålsat, jeg kan være i 1 år – 2 år – lige så opgivende bliver jeg, når jeg opdager, at 1 år uden slik ikke er nok. Det er for resten af livet.
Undervejs – for 16 år siden – traf jeg bekendtskab med en bog skrevet af kostvejledere, der omhandlede hvordan man skulle spise nogle helt andre ting, for at tilgodese netop de hormoner, der gør det umuligt at tabe sig. Men da jeg læste den bog, endte jeg med at smide den væk, storvrælende. Der var ganske enkelt ikke noget almindeligt mad, jeg kunne spise. Frugter var forbudt, mel, sukker, mælk, pasta, ris.. Tilbage var der kamutmel og hørfrø. Det kunne jeg slet ikke overskue. Og så jeg smed bogen væk igen.
Sidste gang, jeg så ville tabe mig, var det min mand, der tog fat i mig. Ideen om, at jeg ved hvert måltid resten af livet skulle sidde og veje min mad, for at beregne kalorier, faldt ham så inderligt imod. Vi har tre drenge – og de tre får ikke et sundt forhold til “Nu er jeg mæt”, hvis der sidder en overfor og viser, at man skal veje og noterer og beregne sin mad helt ned i gram. Så han spurgte til de kostråd, jeg havde fundet for 16 år siden. Og tænk: Tiden har faktisk en tendens til at modificerer teknikker og udvikle ting.
Det viste sig, at man havde undersøgt nærmere, hvorfor det netop hjalp, at undlade at spise alle de ting – og skifte dem ud med andet. Og indenfor ernæringsverden er “Glykæmisk index” pludselig blevet et buzz-ord. Jo – man må ikke spise flere kalorier end man kan forbrænde. Det er bare ikke ligegyldigt, hvad de kalorier kommer af. For de forskellige næringsstoffer har forskellige effekter på vores fordøjelse. Så jeg printede et glykæmisk index ud – og hang det op på køleskabet. Alt i den høje kategori var helt no-go – mens mellemkategorien blev spist meget varsomt – og i det lave glykæmiske index var det, jeg spiste først og fremmest. Nu behøvede jeg ikke længere veje maden. Og ganske rigtigt. Det gik faktisk stærkere med at tabe sig – og jeg var mere tilfreds.
Jeg bliver jo derfor nødt til at indrømme det: For mig handler overvægt ikke så meget om kalorier. Det handler i langt højere grad om blodsukker, insulin og om min krops reaktion, når jeg spiser de “hurtige kulhydrater”. Og dermed landede jeg på LCHF. Min mor har en kusine, der for mange år siden tabte sig og holder sin diabetes i ave ved at spise LCHF. Hun spiser stadig LCHF – og vil gøre det resten af sit liv. Men hun er det eneste menneske, jeg endnu har set, der holdte vægten, hvor den skulle være i flere år efter, hun havde tabt sin overvægt. Hun gør det skide godt – og min mor savler hver gang, hendes kusine er på besøg, fordi kusinen laver det vildeste lækreste (LCHF) mad. Så jeg kan se, at det kan lykkes! Ikke med noget hjemmestrikket – men med en række principper – og helt uden vægt og beregninger.
Og det er så også løgn – for jeg kan lige så godt indrømme det: Jeg var skrækslagen til at starte med for al den fedt. Når man har brugt 45 år på at undgå fedt, går der lige noget tid, før man forstå, at det også kan være eens bedste ven. Så i starten vejede jeg i smug min mad – og beregnede kalorier. Stor var min overraskelse, da jeg opdagede, at jeg faktisk ikke spiser mere end 1500 – 1800 kcal om dage – trods den store mængde fedt!
Og her er jeg. Med vægttab der efter 14 dage, svarer til hvad jeg kunne tabe på næsten 4 måneder på fedtfattig mad – og knap en måned på glykæmisk lavt index kuren, jeg prøvede sidst. Med en krop, der pludselig opfører sig, som jeg gerne vil have, den skal gøre.
2-3. og 4. gang, jeg tabte mig, ville jeg med største fornøjelse have fortalt dig, at jeg havde fundet de viise sten. At jeg kendte vejen frem – og at uanset hvad andre siger om andre veje – så var der kun een vej: At spise færre kalorier, end man forbruger. Idag ved jeg at der er mange andre ting, der spiller ind. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der er mange andre end mig, der ville tabe sig hurtigt ved at spise fedt – og undgå kulhydrater. Men der er bestemt også mange, for hvem fedtfattig kost er den rigtige vej. Vi har hver vores krop med hver deres udfordringer og udgangspunkter. Jeg vil bare tillade mig at prise mig lykkelig for følelsen af, at jeg har fundet “hjem”.