Jonathans konfirmation – kirken

Klokken var 11, da kirkeklokkerne ringede for at fortælle, at vi nu skulle samles. Jonathan havde forklaret os, at vi havde en bænk med plads til 5-6 mennesker, så vi havde skåret alle gæster fra. Tilbage var:
Mormor, min datter, Ricky og jeg  – og naturligvis far og hans kæreste. Desuden havde jeg taget mine to stedsønner med – vel vidende, at de nok skulle stå op.

Og så var det, at Jonathan havde “glemt” at fortælle os, at vi reelt havde to bænke. Dermed havde vi haft fin plads til 2-4 mennesker mere… Men Jonathan så ikke ud til, at han savnede nogen, da han først kom ind.

Præsten holdte en rigtig fin prædiken, hvor han blandt andet talte meget om, at unge mennesker ikke skal konfirmeres, fordi de tror last og brast på vorherre. At blive konfirmeret er en accept af dåben og alene et udtryk for, at man høre til. At man ved, at der er mere mellem himmel og jord, når sorgen kommer. Det var en prædike, der i den grad talte til min version af kristendom og det, jeg ellers har forsøgt at give Jonathan med. At Gud i virkeligheden bare er Kærlighed. Og at når man læser biblen og forsøger at forstå kristendom, så er den lille viden nok til, at man i lagt højere grad kan føle sig forstået og hjemme end med en Gud i himmerrige, som vi hverken kan forholde os til eller kender.

Jonathans konfirmationsord gik skævt. Jonathan havde selv valgt et – og det var ikke det, præsten læste højt for ham. Men konfirmeret blev han. Jeg var faktisk helt rørt over, at knægten sagde ja, de rigtige steder – og faktisk gik det igennem.

En underlig underlig følelse, når ens dreng pludselig er så stor. Tiden stod pludselig stille for et øjeblik.Pludselig gik det op for mig: Hvordan min lille babydreng er vokset sig større – og nu står han her: Næste færdig. Næsten voksen. Næsten klar.

Jeg græd ikke… kun næsten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *