Jeg er lige kommet hjem fra forpremierer på West Side story, der har premierer d. 18. marts på Øster Gasværk. Det var min mor, der pludselig stod med to billetter. "Vil du ikke med?" Og på rundt regnet 15 minutter var vi klar – med nyloner, højt hår og nystrøget skjorter.
Jeg var tryllebundet.
Jeg var så facineret af, at blive bragt tilbage i en verden af uskyld og drengestreger. Jeg græd, da Maria og Tonys kærlighed blev proklameret. "I just meet a girl called Maria" Jeg græd, fordi jeg kom i tanke om, at jeg aldrig igen er 15 år gammel – og aldrig igen skal føle en forelskelse så dyb, så naiv, så romantisk og så ren,- som den aller første gang, hvor hjertet slår i takt med et andet.
Drengestregerne – "dem mod os" .. Fællesskabet i hadet mod hinanden. Et had, der ikke er andet end drengestreger.. barnagtigt.. og bare et skridt mod virkeligheden – mod voksenverden.
Og så .. som den aller sidste scene i første akt – da uskylden med et pludselig ikke længere er der. Med et er den væk - og erstattes af ægte had, ægte utryghed og ægte hævngerrighed.
Maria – der så smuk synger om Tony og hendes fælles fremtid, mens man sidder med en klump i maven. For mens hun står der og drømmer om det, der skal komme – så ved jeg – publikum, at Tony lige har slået hendes bror ihjel – og at Maria og Tony - alt andet lige – ALDRIG kan være hvad de var. At drømmene aldrig kan indfries.
Opsætningen var fantastisk. Den rå gasværksbaggrund fungerede fantastisk som bagerste kulisse - med tage og lejligheder.. og baggårde foran. Scenen var i adskillige etager – og det fungerede upåklageligt. Skuespillerne og danserne var på alle etager – og udnyttede til fulde rummet..
Skuespillerne, der til fulde fik dansen til at virke.. Både på scenen nede foran – men også i resten af rummet .. På etagerne. Man forbløffedes over evnerne.. over letheden. Og det hele passe fint med temaet om de uskyldige drenge, der bare laver de sædvanlige drengestreger. Drengestreger, de ikke selv forstår konsekvensen af.
Også lyset var flot. Lyssætningen, der er helt specielt. Stjernerne på himlen, der blinkede i takt til musikken, mens Tony erklærede sin kærlighed. Den rå pære, der skinnede ned fra loftet, da Maria ligger på sit værelse – og drømmer om en fremtid, der skal knuses lige om lidt.
Lommelygterne, der giver en rå stemning. Nu er drengene på krigsstien.. Nu skal de slås.
Jeg synes forestillingen var fantastisk. Det meste af tiden sad jeg med den der irriterende fornemmelse af, at jeg jo kender Maria – jeg kender Tony. Jeg ved godt hvordan de følelser er.. Men samtidigt kender jeg både Tonys "gruppe" og Marias.. I sin enkelhed så kompliceret.
Det er en flot opsætning. Nu drømmer jeg bare om, at tage min datter med ind og se stykket.
Ja nogle gange er jeg ked af at være bosat her ovre i Jylland, for det er noget af en tur, at tage til Kbh for en forestilling – især når man er uden bil og med to rollinger. Men jeg er selv tryllebundet af historien og kunne vel sagtens ønske mig en billet incl. hotel i fødselsdagsgave?
Det lyder som en alle tiders gave at ønske sig 🙂 Det kan kun anbefales.