Gadgetsfreaken, der kaster om sig med sundheds apps

Jeg må erkende det uden blu: Jeg er gadgetfreak. Jeg elsker nye dippedutter, der kan lyse, måle og sende beskeder via bluetooth til en anden dippedut, der så kan blinke og gøre noget andet. Især er jeg tilhænger af gadgets når det handler om motion og sundhed. Jeg har fundet min motivationsfaktor. Fine kurver, der… Continue reading Gadgetsfreaken, der kaster om sig med sundheds apps

En hyldest til Madbanditten

Jeg startede LCHF 1. januar og fangede hurtigt principperne. Når man har spist efter “principper” hele sit liv, så er det egentligt ikke så svært, når man først er kommet sig over “Fedt er ikke farligt. Fedt er din ven”. I starten medførte “Fedt er ikke farligt”, al den mad, man aldrig tidligere måtte spise:… Continue reading En hyldest til Madbanditten

Kære unge pige

Kære Unge Pige. Hvor ville jeg ønske, nogen havde sagt disse ord til mig engang for mange, mange år siden. Men nu siger jeg dem tli dig: Du må ikke lytte til alle dem, der taler om at “slanke sig”. Om at “få den perfekte krop”. Kig dig selv i spejlet ærligt: For du har… Continue reading Kære unge pige

Verdens vildeste julegave

Min mand har opbygget sig en tradition: Min julegave hvert år er en date med min mand. En gave, jeg er mere end almindelig lykkelig for – for om noget, så vokser vores kærlighed af de oplevelser, vi har sammen.

Juleaften fik jeg et Frost træ-puslespil. Sådan et med klodser, der kan drejes og rykkes rundt. Da jeg fik lagt det lidt anderledes, fremtonede der sig en invitation til årets date.
Dagen oprandte så igår – og vi tog afsted. Først skulle vi have været på Bar 7, men de var ikke åbne, så vi valgte at gå ind i nummer 9 i stedet. En champagne og vin bar. Først fik vi os en champagnedrink

Den bestod af cognac, champagne – og en sukkerknald i bunden, der sikrede, at champagnedrinken stod og fizzlede. Derefter fandt vi Pokemon drink.

Purple pokemon passer godt til to tosser, der godt kan lige og gå tur og fange pokemon’s indimellem. Og den smagte af det, den lovede: Den var sød – sjov, fuzzly og meget meget purple.

Tiden var inde til at findes vores restaurant. Han fortalte mig, at vores første date-sted – og denne var “lidt i familie” – og jeg fandt ud af, at det handler om, at begge spisesteder har fået en bib gourmet anerkendelse. En anderkendelse som michelin prøvespiserne giver til de spisesteder, de selv ville spise på, hvis de selv skulle betale: Hvor kvaliteten er i højsæde – men hvor prisen stadig er overkommelig. Vi skulle på restaurant Bror.

Og her koBrorm vi mere på glat is, end vi havde forestillet os.
Bror er en restaurant ejet af to tidligere sous-chefer NOMA. De er ikke bange for at servere det, der er lidt uvant – fandt vi hurtigt ud af.

“First course is bulls balls” forklarede tjeneren, som om han stod og fortalte om minestronesuppe eller cappacio. “Undskyld – hva?” spurgte jeg. Jeg var helt sikker på, jeg havde hørt forkert. “Bulls ball – like testicals?” “Yes, madam. Bulls testicals”

“Det lyder lækkert” sagde min mand, der slet ikke havde hørt efter – og fik skåret sig den første bid, som han kastede i munden med et veltilfreds “mhhhh” til følge. Nå ja.. Livet skal leves forlæns .. så jeg skar mig et stykke – og kom godt med garniture ved.. og smagte mit livs første tyrenosse.

Konsistensen mindede lidt om kammuslinger. Svampet, underligt. Men smagen fejlede som sådan ikke noget. De smagte fint. Det hele sad i tanken om, hvad det var, man sad og spiste. Humøret steg adskillige grader efterhånden som vi fik talt os igennem processen med at indkøbe tyrenosser. Hvordan gør man det? “Goddag – jeg vil gerne bestille 4 tyrenosser” .. Eller?

Og når vi nu var i gængen, kunne vi jo lige så godt tage skridtet helt ud… Tjeneren kom med en lille pose af det, der måtte være tilbage, når man nu har smidt nosserne. En lille stykke tyre-pik. Friteret, så det smagte og føltes som rejechips.

Men altså … når sådan en chip klister sig til tungen – og man godt ved, at det er tyrepik – og ikke et lille stykke reje.. Der kommer pludselig nye sanser i brug ved spisning.. Ikke kun af det gode. Det, der er underligt, er at maden var fantastisk. Tyrepikken smagte fantastisk. Man skulle bare ikke SIGE tyrepik for mange gange inde i hovedet… At spise tyrepik er vist mere noget mentalt.

Da tjeneren kom igen og begyndte at tale om “rat” – begyndte jeg at tænke… “Nu er det nok”. så igen måtte jeg spørge “Rat??


Do you mean rat?” “Åhhh… no” – grinede hun “Wrap.. salat wrap” – og så forklarede hun videre om den kyllingewrap, hun var ved at servere med kyllingelever, sprødt kyllingeskind med hjertesalat.

Det smagte fantastisk. Det var skønt, som der var tænkt over strukturerne også. Det handlede ikke kun om smagen – men også sprødhed mod blødhed, fint mod groft. Salt mod sødt. Men de gange, man fik et stykke kyllingelever i munden – sådan alene, var oplevelsen knap så fantastisk. For kyllingelever smager af netop det: Kyllingelever.

Men vi var ikke færdige med snacks.

Næste snack faldt godt i hak med min nytårsgave til mig selv: Squash serveret al la carbonada. Det fungerede rigtig godt med bacon og squash – men smagen var ikke ligesom “nok”. Og der manglede det fede element. Ideen var nu go. Og der var helt rart at spise noget, uden underlige ingredienser i.

Men hvis jeg troede, at aftnen dermed var færdig med at overraske, så havde jeg ikke set sidste snack komme: Torskehoved. Torsken blev serveret med friteret skind “Som fungerer som brød” forklarede tjeneren. “Det hele er spiseligt”, sluttede tjeneren af og forsvandt igen.

Torsken blev serveret med en dressing , små stegt og tørret torskerogn – og peberrodssalt.

Det visuelle er jo stærkt! Særligt, når udgangspunktet er, at øjet altså også kan spises. Men de små bidder af torsk, som vi sad og tog af torskens kinder, smagter fortryllende – og det var en god kombination med det friteret torskeskind nederst, torskekødet derefter, dressingen og de to tørre dele øverst. Det smagte godt – hvis man bare ikke fik alt for meget øjnkontant med torsken.

Endelig blev det tid til forretten. Først ankom tjeneren med brød. “Det er dansk surbrød – og dermed til er den creme fraise rørt op med knoglemarv” Igen måtte jeg bede tjeneren gentage sin engelske beskrivelse af den mad, jeg sad overfor. Hørte jeg virkeligt rigtigt? Marv?

Vi satte tænderne i det. Det var ikke den store fantastiske oplevelse, men det smagte fint og fungerede godt på surbrødet.

Forretten bestod af laks med æble rundt om i en let suppe. Intet underligt – kun rene lækkerier. Den syrlige smag fra æblerne passede rigtig godt til resten – så absolut en skøn ret.

 

Jeg ved så ikke om næste ret var forret nummer to – eller hovedret nummer et. Ihvertfald var der tale om stedets version på en mos med brændende kærlighed. Mosen var utrolig lækker. Ovenpå var der bær – og nogle crispy ting, der smagte fantastisk – og så var der forskellige former for løg på. Alt i alt en skøn oplevelse. Blødt møder sprødt. Sødt møder surt.

Hovedretten, som de selv kaldte det – og så ved jeg så ikke om det er hovedret nummer et eller nummer to, bestod af lyssej. Igen med et tvist.

Lyssejen var stegt perfekt – ligesom kålen, var sprød ved siden af. Rigtig dejlig kombination – og smagte lækkert. Men læg mærke til den lille “sushi”, der står bagerst. Den lille sushi var “lyssejkinder”. Og adspurgt kan jeg fortælle, at lyssej-kinder smager fortræffeligt – meget som citron.

Endelig var det desserternes tur. Nu er jeg en dessertpige af dimensioner, så det var noget, jeg havde glædet mig meget til.  Det falmede lidt, da desserten kom på bordet – det bliver jeg nødt til at indrømme. For ind på bordet blev der serveret en knoglemarvs creme brûlée!! Knoglemarv??? Og ikke nok med det – men hvor serverer man knoglemarv?? Det skal da naturligvis serveres i knoglen!! Helt ærligt: Det er en vild oplevelse at sidde og grave sin søde, søde dessert ud af en knogle. Og de små tingester ved siden af parfaiten? Det virkede som om det var fedtegrever! Men igen – som alt andet, vi fik i løbet af aftnen: Det smagte helt fantastiske.

Anden dessert var nemmere at forholde sig til. Her var der tale om en is, baseret på chai – på en bund af blommemos og med karamel hen over. Det smagte rigtig godt.

Vi afsluttede vores fantastiske måltid med en kop kaffe, der naturligvis smagte som alt det andet: Helt forrygende. Dertil fik vi to små stykker chokolade – trøffel med snaps, som bestemt også var kalorierne værd.

Måltidet var alt i alt helt fantastisk. Jeg spurgte undervejs vores engelsktalende tjener, om ikke der indimellem var mennesker, der løb skrigende bort, hvortil han måtte svare: “Det er sket” 🙂 Og det forstår jeg godt. For tanken om mange af de ting, jeg har sat tænderne i denne aften, er overvældende.

Min mand undersøger altid, hvor det er vi skal hen, men han havde misset menuen her – trods alt. Og det er både han og jeg glade for – for oplevelsen sidder i kroppen og forsvinder aldrig. Så mit råd til dig, der skal på Bror? Ret ryggen – synk en ekstra gang indimellem og fat mod: Maden smager fantastisk – altsammen – uanset hvad det reelt var, før det blev til mad på din tallerken. Og måske er vi meget indskrænket i vores tankegange om, hvad der er mad – og hvad der ikke er. For helt ærlig: Vi bør vel bruge så meget af vores slagtede dyr, som det er muligt – så i virkeligheden er BROR vel bare forgangsmænd og visionære?