At sætte mål

Da jeg blev gravid først gang, havde jeg så mange gode intentioner om den perfekte graviditet. Jeg skulle spise sundt, jeg skulle motionerer. Jeg skulle stoppe med at ryge – og så var der en hel perlerække af gode råd, jeg havde tænkt mig at følge. Ingen jordbær, slut med sushi – og alkohol… bandlyst!

Den dag i dag, er jeg stadig ked af, at jeg reelt kun klarede den ene ting, at holde mig fra alkohol. Bevares – jeg skar ned i smøgerne. Langt ned. Men jeg er helt ærlig stadig den dag i dag skamfuld over, at jeg røg igennem min graviditet med min datter.

Jeg havde sat mig så mange mål for den perfekte graviditet, at jeg undervejs bukkede under i forventningerne til mig selv.

De sidste mange år, er min evne til at sætte mig mål – og ikke mindst nå dem, været helt anderledes målbare og konkrete.

Første meget konkrete mål kom, da jeg brækkede benet og under genoptræningen fik beskeden om, at jeg ikke skulle regne med, at alt blev som det var. “Det skal være løgn”, var der noget i mig, der sagde. “Det er slet ikke en mulighed, at alt ikke er som før”. Og så satte jeg mig ellers på motionscyklen og cyklede mig selv gasblå i hovedet.

Nøjagtigt, hvad jeg er cyklet fra, er først netop gået op for mig. I forbindelse med 5 års dagen for min indlæggelse med mit brækkede ben, fik jeg et spørgeskema fra sundhedsvæsnet, der gerne ville vide, hvordan det så går med mit ben. En lang række ja/nej spørgsmål blev gennemgået, mens jeg langsomt men sikkert opdagede, nøjagtigt hvor meget, jeg har cyklet mig fra. “Har du ondt i benet, når vejret skifter” – nej. “Har du problemer med at gå på trapper” – nej. “Har du måtte gå på nedsat tid, grundet gangbesvær”  – nej. Spørgsmål efter spørgsmål illusterede helt nøjagtigt, hvor heldig, jeg har været med min genoptræning – for jeg har ingen – som i slet ingen – mén… Men jeg cykler så også stadig!

Hvad er så forskellen? Hvorfor kunne jeg holde mit mål, da jeg brækkede benet, når jeg nu ikke evnede at holde mit mål, da jeg var gravid med min datter?

Først og fremmest var mængden af mål og ændringer i min livsførelse forskellen. Da jeg var gravid, forsøgte jeg at ændre mig selv hele vejen rundt. Der var ikke den flanke, jeg ikke ønskede at gøre bedre – eller det råd, jeg ikke ville tage til mig. Man kan ændre een ting af gange. Man kan ikke ændre alt ved sig selv på een gang. Hvis jeg skulle være stoppet med at ryge under min graviditet dengang, havde det krævet, at det kun og alene var det, jeg gik op i. Jeg skulle droppe den ekstra motion – og jeg skulle lade være med at tænke så meget over min kost. Jeg skulle alene og kun koncentere mig om, at stoppe med at ryge. Og jeg skulle elske mig selv nok til at vide, at det måske ville kræve nikotinpræperater i starten. Jeg skulle elske mig selv nok til at vide, at det kun kan lykkes, hvis jeg også giver mig selv plads til at fejle.

Når man sidder i en kørestol – og kun langsomt er ved at rejse sig, er der ganske enkelt ikke noget at lave. Der er ikke andre ting at lave om på. Det er røvsygt – og det er nemt at fokusere kun på eet mål. Dermed er det nemt at få cyklet dagens km. For der er ikke andet – lige der – at tage vare på.

Når man er har rejst sig og cykler videre, så er vanen allerede kommet under huden. Og dermed gør det fortsættelsen nemmere. Idag er det nemt at cykle videre. Jeg gjorde det i sidste uge. Jeg gjorde det i sidste måned. Jeg gjorde det igår. Naturligvis gør jeg det igen imorgen. Det er jo bare en del af mit daglige liv nu. Helt nøjagtigt hvornår jeg ramte mit mål – nemlig at jeg ingen mén ville have efter min skade, fortaber sig i historien.

For 2 år siden ændrede jeg min kost, så jeg idag spiser LCHF. Det tog nogle måneder for alvor at få det under huden. I starten var det så ikke så svært, for livsstilen gjorde, at jeg tabte mig. 2 år efter spiser jeg stadig LCHF. Jeg tror på denne kostform, fordi det er første gang, jeg har tabt mig – og har holdt vægten af. Jeg har ikke tabt mig de 30 kg, jeg gerne ville – men jeg er stadig 11 kg lettere idag, end jeg var for 2 år siden. Det er stadig 11 kg bedre helbred, end for 2 år siden. Jeg vil ikke tilbage.

Men igen lykkedes det mig, at ændre min livsstil, fordi jeg tog eet skridt af gangen. Da jeg begyndte LCHF, havde jeg cyklet i årevis. Så motion var ikke noget, jeg behøvede at tænke ind i det. Jeg kunne nøjes med at tænke på min mad.

For 6½ år siden, da manden og jeg flyttede sammen, startede vi med det samme på at lave madplaner. Med 4 hjemmeboende børn – og 2 fuldtidsarbejdende voksne begge med arbejdspladser med 2 timers daglig transporttid, var der ikke mange minutter i overskud til lige at tage i Rema1000 hver dag efter arbejde. Så madplan var en nødvendighed. Og vi forfinede vores teknik. Listen blev hensigtmæssigt opdelt, så grønt står i en kolonne, mens kød står i en anden. Vi fik hurtigt udviklet samarbejdsteknikker, når vi handlede ind. Han tager kødet, jeg tager grøntsagerne og osten. Efter et år sad det så meget på rygmarven, at vi med lethed kunne få vores uges indkøb overstået på 30 minutter.

Den madplan var genial, da jeg startede LCHF. For madplanen og indkøbslisten er ligeglad med, om maden på den er LCHF eller konventionel. Så det, at købe LCHF mad ind til en uge af gangen, var udgangspunktet! Derfra er der ikke langt til så at sikre frokosten i form af restemad fra aftnensmaden – og sikring af små godter, man lige kan lave søndag.

Når alt kommer til alt, lå der en struktur for vores mad, allerede inden jeg overgik til LCHF. Og den struktur har underbygget og hjulpet.

Jeg kunne så vælge at se på målet: “Jeg vil tabe mig 30 kg”. Det mål har jeg ikke nået. Og hvis jeg banker mig selv i hovedet med det faktum, ville det ikke være svært, at begynde at spise McDonald-mad indimellem – eller spise slik, når de andre gør det. Men når nu mit mål er : “Jeg vil spise LCHF” så er målet til fulde opnået! For jeg siger altid nej-tak til kage på kontoret. Og jeg spiser LCHF dagligt. Jeg har ikke tabt de 30 kg. Men jeg har tabt 11. Og de har vel også en værdi? Det er stadig markant bedre end udgangspunktet.

Mine målsætningerne er blevet en helt intergreret del af mit liv: LCHF og mine cyklerier. I år er mit mål et andet: Jeg vil læse 20 bøger. Igen er grundarbejdet sådan set gjort: For jeg er glad for at læse – og læser da normalt også en bog om måneden. Så så meget mere, skal der ikke til. Men jeg håber, at jeg om 1 år – 2 år – kan se mig selv som een, der spiser LCHF, cykler – og fast læser 20-25 bøger om året.

Hvad det næste mål så skal være, må komme til den tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *