D. 6. oktober 2020 kommer til at stå som en personlig mærkedag. Det var dagen, hvor jeg gik til lægen, fik taget en test af mit blodsukker – og meget hurtigt fik konstateret, at jeg har diabetes 2.
Min læge havde ellers forsvoret, at det ikke var en udfordring, jeg ville ende ud med. I 2018 havde jeg fået taget et langtidssukkertal på 36. Svarende til “helt som det skal være – og endda i den bedre ende”. D. 6. oktober 2020 var mit langtidssukkertal på 84. Langt langt over de 48, der ellers definerer, at man har diabetes.
Måske skulle det ikke komme som en overraskelse for mig. Min farmor havde diabetes 2. Min mor har diabetes 2. Og jeg havde PCO og derfor svært ved at få mine børn. PCO opfattes som et forstadie til diabetes. I 2019 fik jeg fjernet min livmoder, hvilket helt bestemt gjorde ting og sager ved hele mit hormonsystem.
Min læge havde fat i noget. For der var en god grund til at mit langtidssukkertal var så pænt i 2018. Jeg spiste nemlig LCHF. Jeg spiste meget få kulhydrater.
Hvis man ikke spiser kulhydrater, er der ikke noget sukker i blodet, der skal lagres. Der er ikke noget sukker, insulinen i kroppen, skal forholde sig til. Og derfor vil langtidssukkertallet være lavt – altså ud over det faktum, at langtidsblodsukkeret er lavt af den normale grund: At insulinen fungerer upåklageligt og derfor får signaleret til cellerne og får transportere al sukker fra blodet over i cellerne.
Lige præcis fordi jeg har spist LCHF i 2½ år, var jeg faktisk aldrig i tvivl om, hvad løsningen på min diabetes var. At står med en livsændrende diagnose med beskeden om, “spis sundt” som eneste indikator på, hvad der så skal ske fremover, må være enormt skræmmende. Jeg havde en fordel. Jeg vidste nøjagtigt hvordan jeg undgik kulhydrater i blodet. Så jeg gik hjem og omskrev vores madplan – så vi igen kørte 100% LCHF. Low carb high fat.
Derudover havde jeg et enormt behov for at forstå, hvad der skete i min krop. Hvad min diabetes var for en fætter. Så jeg tog til mit lokale apotek og købte mig en glukosemåler. Og med den målte jeg mit blodsukker. Uden at ane noget som helst om, hvornår eller hvordan. Jeg målte – og søgte viden på nettet om, hvor det skulle ligge – og hvordan jeg fik det derned. Med min LCHF, min store trang til motion og min glukosemåler, kunne jeg meget hurtigt se, at jeg var på rette vej. Tallene var ikke længere 18-16-12. Indenfor få uger var de 8 – efter endnu et par uger, lå de fleste tal mellem 6 og 7, hvilket er normalområdet.
Jeg glædede mig som et lille barn til min første kontrol.