Min diabetessygeplejerske

Som diabetespatient kommer jeg til kontrol hver 3. måned. Jeg har min egen sygeplejerske, der følger mig løbende. Hende får jeg en god snak med. Hun tager mit “sladresukker” (som hedder HdA1c i fagtermer) og jeg får taget en blodprøve for at se, hvordan mit kolesterol har det og hun har styr på mit blodtryk.

Jeg var heldig, da jeg fik min diagnose. Jeg fik en tid hos en sygeplejerske dagen efter, men jeg missede tiden med 10 minutter – vist mest fordi hele min verden var vendt på hoved. Jeg ringede til mit lægehus og bad om en ny tid.

Dagen efter kom jeg til tiden og her mødte jeg så “min” sygeplejerske. Jeg var kun lige blevet placeret i stolen, før ordene væltede ud af munden på mig. Jeg var overvældet. Jeg var ked af det. Og jeg følte ikke, jeg kunne bunde. Men først og fremmest havde jeg så mange tanker, jeg havde brug for at sige højt.

Hun sad overfor mig og lyttede. Kærligt og opmærksomt – og meget meget længere, end hun skulle. Hun lovede mig, at det hele nok skulle gå. Hun fik min følelse af afmagt til at føles som ny kampgejst. Og inden jeg gik fra mit første møde, spurgte jeg hende, om jeg ikke måtte få hende som fast diabetessygeplejerske. Det mente hun godt, jeg måtte. Så nu er det hende, der følger mig. Og jeg føler mig så uendelig heldig – for hun er virkelig sød og forstående.

Min udfordring var egentligt ikke det med, at spise restriktivt. Det har jeg det nemt med. Sådan har jeg levet i årevis. Mit problem var faktisk, at jeg kun lige havde indrømmet overfor mig selv, at den måde, jeg har spist på de sidste 20-30 år er problematisk og i virkeligheden en form for spiseforstyrrelse, hvor min vægt har betydet alt for mig. Og nu stod jeg her med en diagnose, der havde et mål: Jeg skal spise restriktivt resten af mit liv. Den var svær.

Men min sygeplejerske “kender” mig. Sådan føles det. Hun ved, at jeg går all in. Normalt bliver man, som diabetespatient, vejet ved kontrol. Men det er hun og jeg blevet enige om, at det skal jeg bestemt ikke. Faktisk bruger hun tid på at sige “jo jo – men slap nu også lidt af.. Og husk nu også at leve lidt”, end hun siger, jeg skal huske at være sund. For jeg er nærmest for sund.

At se hende hver 3. måned er en kæmpe hjælp. Livet brydes op i 3 måneders perioder, hvori jeg har en eller anden plan, et eller andet formål. Første gang: Få blodsukkeret ned. Anden gang: Få styr på al den kontrol. Og nu 3. gang: Nu skal jeg stoppe med metforminen – og have styr på blodsukkeret samtidigt.

Det føles enormt rart at blive fulgt af en, der virker som om hun oprigtigt interesserer sig for mig og min diagnose. Og gør alt hvad hun kan, for at hjælpe mig ud fra de behov, jeg har. Hende har jeg været heldig med 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *