Jeg spiser helt anderledes end langt de fleste mennesker, jeg kender. Jeg spiser anderledes, fordi det er nødvendigt. Fordi det er min måde at kæmpe imod en sygdom, der skræmmer livet af mig. Derfor er jeg parat til at gå langt for at undgå at sygdommen sniger sig ind i mine nervebaner eller op i mine øjne.
Hver eneste dag foretager jeg valg, når jeg spiser mad. Madbanditten.dk har hjulpet mig og mange andre helt enormt. Her har vi et bagkatalog af opskrifter, der kan holde sig indenfor de normer, der er nødvendige for os. Nogen opskrifter med få kulhydrater – andre med lidt flere kulhydrater. Men alle opskrifter med langt færre kulhydrater end i et almindeligt måltid med ris eller pasta og brød ved siden af.
Min rejse er en rejse i styrke. Jeg er stærk. Derfor kan jeg det, jeg gør. Og jeg gør meget. Mine nye vaner – både dem med motion og dem med mad – skal være lystbetonet og noget, jeg kan overkomme. Der skal være en masse at glæde sig over. Glæde sig til. Hvis alt bare er hårdt i hårdt, kan rejsen på den korte bane godt være vundet – men rejsen på den lange bane er tabt på forhånd. Alle kan klare at leve restriktivt i en periode – men hvem kan gøre det for resten af livet? Lige nu har jeg – i følge mine blodsukkertal ikke diabetes. Men skal det fortsætte, så skal jeg blive ved med at spise, som jeg gør.
Derfor er det hele et spørgsmål om balance. Og det er en vanvittig skrøbelig balance. For spiser jeg for ikke-restriktivt, kommer diabetes tilbage med 100 km i timen. Spiser jeg for restriktivt, ødelægger jeg mine muligheder for at gøre det i al evighed.
For mig er der forskellige ting, der virker. F.eks. laver jeg weekendmad i form af vafler bagt på mandelmel. Det har jeg gjort hele tiden og mit blodsukker er altså nu, hvor det skal være – trods mine jævnligt spiste vafler lavet af mandelmel, creme fraise og hindbær på toppen.
Når folk så peger fingre af mine vafler, må jeg tilstå, jeg nærmest bryder sammen. Når folk så mener, at mine vafler er for kulhyratfyldte til, at jeg kan tillade mig at spise dem – og at det ville være bedre for mig at spise broccoli (igen!), så er det som om filmen knækker for mig. Jeg kan ikke mere!
Min balance fungerer kun fordi jeg har fundet en masse smut-huller, der virker for mig. Mine vafler er een af hullerne. Smørstegte rosenkål er en anden.
Jeg tror ikke, jeg forstår den måde, vi mennesker forsøger at “hjælpe” hinanden. Og når mennesker balancerer på sådanne knivsæg, som f.eks. diabetikerne gør, så forstår jeg det slet ikke.
Diabetikere, der holder deres sygdom i ave ved at spise hensigsmæssigt – uanset om de stadig er på medicin eller ej – er langt mere i kontrol med, hvad de spiser på daglig basis, end raske mennesker nogensinde kommer.
Vil du hjælpe? Så sørg for at se, hvilke ofrer, diabetikeren bringer til torvs. Anerkend, at der gøres et megastykke arbejde, for at få enderne til at mødes.
Vil du være et røvhul? Så undlad at anerkend – og bor en finger i, at det altid kan være lidt bedre, lidt strammere, lidt mere kontrolleret og restriktivt. Så er du helt sikker på, at den, der balancere, mister balancen.