Individualiserings tidsalder eller ?

“Den personlige frihed” – er meget det, vores tidsånd påbyder os. Personlig – mig og kun mig. Frihed – som i “jeg behøver ikke følge andre – blot jeg følger mig selv”.

Det er individualiserings tidsalder. Man ser det overalt. Vores skolebørn kommer i skole som små prinser og prinsesser uden evne til at forstå, at de ikke altid kan være i centrum. At undervisning er en holdsport.

Vi ser det i måden, folk kommer til magten. I højere og højere grad er det iorden, ikke at se sig over skulderen, så længe man bevæger sig fremad.

Det handler så uendelig meget om “mig” – og reelt “kun mig”. Vi accepterer forringelser i alle sociale services – for “så skal jeg betale mindre i skat”.

Evnen til at se, hvad næsten har brug for – og lysten og forståelsen for, at “jeg” er en del af løsningen – selvom det ikke nødvendigvis er mit problem, er ved at være væk. Bare “jeg” har det godt – så må andre bare tage sig sammen.

Når “jeg” så pludselig skal på hospitalet eller har brug for service i en hvilken som helst art, så er det pludselig, at man forstår, hvorfor fællesskabet er løsningen. Hvorfor vi bliver nødt til at hjælpe hinanden. Men så er det forsent. For man har puget de penge, der egentligt skulle være brugt til skolebøger, hospitaler og hjemmehjælp – så der ligger en god friværdi i huset, fladskærmen, kan oplyse hele huset og bilen i garagen har det rigtige mærke.

Fællesskabet dør bid for bid – dag for dag. For vi er alle vores egen lykkes smed – og fred være med, om der er nogen, der ikke smeder.. bare det ikke lige er mig.

Men egoismen er også en befrielse – for nu er der ikke bånd, der strammer. Nu er alt tilladt. Jeg kan leve mit liv nøjagtigt, som jeg ønsker det. Jeg kan blive ligeså “skæv” i forhold til samfundets normer, som jeg måtte have lyst til at blive.

Og dog.

For her kommer paradokset.

Den nuværende regering retter ind til højre. For nok er man sin egen lykkes smed. Nok er man fri til at gøre, hvad man ønsker her i livet. Men gør man ikke som regeringen og DF ønsker det, så skal man straffes. På pengepungen, med fængelsesstraf eller på levevilkår.

Og ve den, der måtte ønske at demonsterer og sige regeringen imod: Nu bliver der hårde straffe og bøder til dem, der “laver ballade” ved demonstrationer. At loven så bliver lavet på en måde, at selv hende, med klapvognen, der bare er med, fordi hun mener noget er urimeligt, også kan dømmes, viser jo bare med al ønskelig tydelighed, at regeringen ikke ønsker nogen, der siger dem imod.

Undervisningsmaterialerne i skolen er forældet og specialundervisningen æder budgetterne op. De fleste “bøger” består af en række kopiark – og nogen steder er man ligefrem begyndt at bede forældre om at “udskrive i farver hjemme”.

En enlig mor med en 15 årig dreng med problemer, kan fremover miste sin børnecheck, hvis hun ikke får sin 15 årige til at makke ret efter statens gældende principper. Han skal gå i skole – eller også skal han arbejde. At arbejdsløsheden blandt unge så er skyhøj, er ikke med i overvejelserne.

Forståelsen for “små fejltrin” forsvinder dag for dag – og idag koster det 7 dage i spjældet, når man glemmer, at man har hobbykniven i bilen efter arbejde. Politikere, der opstiller til kommunalvalget, må bede om tilladelse til at medtage en blød hobbykniv på gaden, så de kan skære deres egne plakater ned igen.

Den unge, der er på vildspor, og har brug for hjælp og støtte, skal i fængsel. Og nu er barndommen ikke længere en ansvarsfri barndom, hvor man skal lære at påtage sig et ansvar i små bidder af gangen. Nu skal børn også til at være ansvarlige for egne handlinger. Dermed vil lille Ole på 10 år  med sin spejderkniv også kunne komme 7 dage i fængsel – for nu fjerner vi den kriminelle lavalder.

Dem, der ønsker at studere – og kommer på universitet har nu kun 5 års SU. Så er det sørme trist, hvis de ikke kunne gennemskue på Uddannelsesdagen, hvad uddannelsen gik ud på, og vælger om efter lidt tid – for så må de selv betale resten af den nyvalgte uddannelse. Grundholdningen er jo, at “mor og far kan vel spæde lidt til” – i mangel på forståelse for, at “mor og far” ikke altid har noget at spæde til med.

Så det er egoismens tidsalder – individets tidsalder – altså så længe, man er og gør nøjagtigt som vores regering, mener vi skal gøre.

På vejen mister vi de farverige mennesker. Kunstneren, der har tegnet siden han har været barn – og som bruger al sin tid på at male. For fandme om en 15 årig skal male: Han skal ud og gå med aviser!

Iværksætteren, hvis baggrund er broget, men som hev sig selv i håret og kom videre – og idag kan give videre af egne erfaringer. Idag er han stemplet som kriminel med en straffeattest, der fortæller, at han har været i spjældet, for det vi før i tiden gav ham en bøde for.

Man må kun være egoist, hvis man ikke falder igennem revnerne.