Det går faktisk slet ikke så ringe igen.
Jeg må faktisk konstaterer, at jeg går rundt og er smålykkelig – for nu er vi endelig kommet ind i en stime, hvor det virker som om alt hvad vi rører ved rent faktisk lykkes.
Jeg kan ikke huske, hvem det var der sagde det, men lykke er noget, man må arbejde for at få. Desto bedre man gør forarbejdet, jo højere er sandsynligheden for at lykken stikker sit smilende ansigt frem.
Lige nu står jeg godt: To dejlige og sunde unger. Datterens problemer er aftagende og alt i alt virker hun som om hun vokser og får det bedre dag for dag. Jonathan er i rivende udvikling. Han er bare en lækker vild unge.
Og så blev jeg endelig til Fru. Det har også haft en betydning. At få rundt og tænke på dagen over alle dage, giver et smil på læben på selv den mest mørke regnvejrsdag. Mit arbejdsliv flasker sig – og ender vist nok med, at blive rigtig rigtig godt.
Og så er der lige den der lille detalje med Hr. i huset. Han og jeg har det godt. Vi er ikke superforelsket i øjeblikket, men vi taler godt sammen og vi har det godt i hverdagen. Jeg glæder mig til at komme hjem til ham - og nyder at han er far til vores børn.
Så alt i alt.. her lige før vi går oktober i møde: Projekt Lykkelig 2005 er nu lykkes meget godt.
Jamen det kan jo ikke blive ved med at gå. Hvad havde du tænkt dig? Du kan da ikke rende rundt og være lykkelig i vore dage. Tag dig nu lige lidt sammen.
Ja, helt ærligt Pernille – du har et troværdighedsproblem! 🙂