Jeg slubrer TV3s “Luksusfælden” til mig. Og jeg elsker det, at det ikke kun er et spørgsmål størrelsen af gælden – men det at man skændes om økonomien, der gør, at man er “kandidat”. Dermed var der for nyligt en familie med, der reelt havde en stor friværdi – men som alligevel følte, de havde økonomiske problemer.
Økonomi er vist grund nummer et til at skændes i de danske hjem. Det ligger i hvertfald godt der oppe af.
Programmet sætter spot på noget, vi burde tale langt mere om. Hvor mange penge, ønsker vi at have? Hvilke ting ønsker vi at købe? Hvad er vigtigt for os? Er det nye fjernsyn så vigtigt for os, at vi er klar til at betale for det – med resten – de næste to år? Hvad er et rimeligt kostbudget? For kun ved at se på det – kun ved at kigge på kvitteringen fra Netto (eller Superbest og Irma) kan man få en fornemmelse af, hvor mange penge der er. Og først der, kan man have et realistisk bud på, hvad man reelt har af muligheder.
En af de ting, jeg undrer mig over, er det udsagn folk konstant kommer med i Luksusfælden. “Jamen – jeg vil have kvalitet. Jeg vil have det bedste”. Men kære venner. Det er fint, du vil have kvalitet – men hvad med at købe den kvalitet, du har råd til? Hvad med at købe en kvalitet, der gør, at du efterfølgende også har råd til at købe mad og have en rimelig hverdag? Enhver økonomisk beslutning lige her og nu – har også en pris på længere sigt.
Det virker lettere latterligt – men jeg bliver faktisk irriteret, når det lykkes de to specialister, at få afskrevet store dele af en forbrugsgæld. Jeg ved godt, at det ikke er muligt for familien at betale den store gæld tilbage. Men hvem er det, der betaler? Det er alle dem, der IKKE har et overforbrug. Det er alle de mennesker, der IKKE leger med andre menneskers penge – men forsøger aldrig at låne mere end de kan betale tilbage.
En ting er at få en gæld, fordi man bliver skilt, eller fordi der sker noget uventet i livet. En bliver syg eller huset falder i værdi. Det er delvist uforskyldt. Men at købe “dimser” til 1 million kroner “bare fordi”. Det er helt ærligt eens egen skyld og bestemt ikke noget, jeg kan have ondt af gør ondt efterfølgende.
Samtidigt synes jeg også at lovgivningen indenfor gældsstiftelse er for lam. Det er ganske enkelt for nemt at låne penge – uden egentligt at forstå, hvor mange penge, der skal betales tilbage. Det er fint med de nye krav m ÅOP mv, men hvad hjælper det, når ingen i verden kan regne 34,8% om året ud fordelt på månedlige betalinger fordelt over 60 månder.
Men når f.eks. FONA skriver “KUN 6.999 kr – eler bare 249 kr om måneden”
Hvis nu man skrev “Kun 6.999 kr kontant – eller 249 kr om måneden i 60 måneder svarende til 14.940 kr.” Gad vide om nogen så ville synes, at det sidste var attraktivt? Ikke desto mindre er det jo det, man gør, når man betaler på hurtige lån: Man betaler flere penge for at låne pengene – end man gør på at betale for selve dimsen.
Indimellem overvejer jeg at melde mig. Ikke desto mindre ved jeg godt, at de vil grine af min ansøgning – for modsat de mennesker, der er i luksusfælden normalt, så har jeg ingen økonomiske problemer, fordi jeg ser på økonomien hver måned og sikre mig så godt, det er muligt.
Det er ikke magi – det er matematik. Og selvom vi ikke lærte at lave en budget i 8. klasse – så lærte vi at lægge sammen og trække fra – så vi har redskaberne.
Det er der også blev talt om herhjemme. Jeg synes faktisk det er fuldt ud rimeligt, at de blev bedt om at sælge hunden. Helt ærligt.
At købe en hund til 6000 kr, når man end ikke er klar over, om man har råd til foder.. Det er for langt ude! Denne familie skulle forstå, at det gør ondt.. Og kravet var i mine øjne helt legitimt. Husk på, at de fik 600.000 kr af gælden!! De fik rent faktisk for 600.000 hegn, bil, nips mv foræret. Der er ingen der forære mig noget, selvom jeg indimellem låner penge – for jeg er ikke så uansvarlig, at jeg låner mere, end jeg kan betale tilbage.
Men familien virkede ikke på mig, som om de fangede pointen. Og dermed tror jeg du har ret. Mon ikke kræet dukker op i familien igen?
Men helt ærligt: Man kan sgu da ikke købe en hund, når man end ikke kan betale sine faste regninger!
Jeg ville egentlig gerne huske at se det, men jeg glemmer det….så dog noget af det i går og giver dig fuldstændig ret….en gæld på 1,4 mio og samtidig køber man løs af alt og intet. Jeg tvivler helt ærligt på at disse mennesker (generelt set, men også familien i går) ændrer sig, det er så indgroet en adfærd.
Men at de skulle af med deres hund, synes jeg er noget værre pjat – ja, der er dyrlægeregninger, ja, der er forsikring, men der er også glæde for de børn, som vist var blevet forsømt. Mit bud er at familien har solgt kræet proforma til venner eller familie og at lille vuf nu igen er en del af deres familie….hvad tror du?
Jeg synes det er forargeligt, at værterne Mette Reissmann og Jan Swyrtz, i Luksusfælden tilsyneladende anser en hund/dyr for at være en ting/forbrugsgode man bare skaffer sig af med som en bil eller båd, når det ikke lige passer ind i økonomien.
Et dyr er et levende væsen, og det burde være grundlæggende i programmet, at dyr på ingen måde skulle komme på tale i forbindelse med økonomien.
Et dyr er ikke en materiel ting.
Jeg har læst, at Mette Reissmann stiller op for socialdemokratiet i Københavns Kommune. Skræmmende, at en person med sådan et syn på liv, måske skulle få mere at skulle have sagt. Jeg håber aldrig hun bliver valgt ind!!
Mette er byrådskandidat for socialdemokratiet i København til stor gavn for københavnerne.
Hvor går grænsen? Du synes ikke man kan tillade sig at bede en familie, der ikke har økonomisk råd til noget som helst, at skaffe sig af med en hund.
Men hvad med hvis de havde en hest? Skal man også have lov at beholde den, selvom økonomien er til, at man reelt ikke har råd til mad? Er en hest vigtigere end de mennesker, der ikke kan forsørge sig selv?
Hvorfor er det tabubelagt at fortælle en familie, at de ikke har råd til deres kæledyr? Det er jo familien selv, der må foretage priorieringerne.. “Mad” eller “hundemad” – valget er frit.
Det er altså matematik – det er ikke magi. Det er ikke sådan, at man kan undlade at tage nogen tal med i ligningen, fordi “de ikke lige passer ind i regnestykket”. Smøger koster penge, en hund koster penge, wii-spil koster penge og mad koster penge. Prioriteringen er jo op til hver enkel.
Undskyld – kandidat var hun i november. Hun er byrådsmedlem.