Jonathan er blevet to år og nogle måneder gammel efterhånden. Og der er slet ingen tvivl om, at den unge herre mener, at de to år er glimrende med livserfaring til nu selv at kunne bestemme både hint og andet. Og dette til trods for, at ordforrådet endnu ikke er så udviklet.
Jonathan fandt en bus på vejen ud af vuggestuen. En gammel ramponeret legetøjsbus, som han ikke havde fattet kærlighed til i løbet af dagen. Men nu – på dørtrinet ud af vuggestuen var bussen pludselig livsnødvendig.
"Jonathan – gi mig bussen" startede jeg. Hvorefter Jonathan meget højt sagde "NEJ" og vred bussen om på ryggen. "moar bu.." sagde han og pegede på klapvognens håndtag. Oversat til normal dansk betyder det noget i stil med "Hvis du bare klare det med at køre mig hjem, så skal jeg nok selv bestemme over bussen" .
"Jonathan – det er vuggestuens bus" "HMM" sagde Jonathan og gemte bussen på ryggen. En pædagog kom hen for at hjælpe. "Ka du give mig bussen, Jonathan? Du kan få den igen imorgen" "NEJ!" svarede Jonathan bombastisk, mens hans små fingre klamrede sig til plastikken.
"Nu tager mor bussen" sagde den strenge og uretfærdige mor og foldede møjsommeligt finger efter finger fri fra bussen. "Og SÅ går vi". SÅ var Jonathan vred. Han blev først god igen efter 20 meter henne af gaden – da vi fik øje på en bus i mere natural størrelse.
Det handlede meget tydeligt ikke om bussen. Det handlede meget tydeligt om, at Jonathan skulle have sin vilje – for bussen var ganske tilfældigt kommet med ud i klapvognen. Hvis nu Jonathan havde kastet sin ubetinget kærlighed på den bus – så er jeg sikker på, vi havde fået lov at låne den til imorgen. Men det handlede om at vinde over mor.
Turen hjem gik godt. Flere gange lod jeg ham få sin vilje indenfor rimelighedens grænser. Han gik på line på stakittet – og han løb ned af den lille bakke, så det kildede i maven.
Det er ikke altid mor skal bestemme alt – men ind i mellem skal Jonathan vide, at mor ALTID har det sidste ord at skulle sige. Puha – det er hårdt at være to år.